Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

22.04.09   |   kl. 11:36   |   Rådgivning, Aktuelt

Lønsnak er tabu på arbejdspladsen

På mange arbejdspladser er det ugleset og tabubelagt at tale om, hvad man får i løn, indikerer en rundspørge i Prosabladets brugerpanel.

Halvdelen af Prosabladets brugerpanel synes, de taler for lidt om løn med deres kolleger. Det viser en rundspørge foretaget i marts, som 70 deltagere svarede på. Langt størstedelen af kommentarerne handler om, at det er tabu at tale om løn på arbejdspladsen, eller at man tror, det vil skabe splid og misundelse at snakke om, hvad man tjener.

– Det er ikke ’god skik’ i firmaet at tale om løn. Mange siger, de ikke er interesserede i det. Det er tabubelagt, lyder en kommentar.

– Virker lidt som et tabu. Føler mig snydt, hvis de kan mindre end mig og får mere i løn, skriver en anden.
Andre skriver, at de ikke har behov for at snakke om løn, enten fordi det er åbent, hvad folk tjener på arbejdspladsen, eller fordi de ikke selv har lyst.

– Føler ikke behov for det. Jeg vil være ked af en misundelseskultur fra både deres/min side, skriver en deltager i brugerpanelet.

– Jeg mener, at løn er et privat anliggende og jeg forsøger at holde privatliv og mit ’professionelle’ liv adskilt. Endvidere har jeg erfaring for, at det kan skabe misundelse og sladder blandt kollegaer, hvis der er lønforskel på samme type arbejde, kommenterer en anden.

Men det er kun til arbejdsgiverens fordel, hvis du hemmeligholder din løn, pointerer Hanne Lykke Jespersen, forbundssekretær i PROSA, der blandt andet rådgiver medlemmerne i lønforhandling.

– Det er vores erfaring, at hemmelig løn giver en lavere gennemsnitsløn. Det er jo let for chefen at fortælle alle, at netop de får den højeste løn, hvis det kun er chefen, der kender alles løn, siger hun.

Lidt under halvdelen, cirka 45 procent, af Brugerpanelet angiver, at de aldrig eller næsten aldrig taler om løn, men det er kun cirka 20 procent, der aldrig gør det.

– Det ser ud til, at langt de fleste taler om løn, om end nogen ikke gør det så tit. Det er jo heller ikke hyppigheden, der er afgørende, men hvordan man taler om det. Der er desværre fortsat ansættelsesbeviser, hvori der står, at lønnen er fortrolig og ikke må oplyses for andre. Det er i strid med Ligelønsloven, som siger, at man må fortælle sin løn til enhver. Det er i øvrigt i strid med Ansættelsesbevisloven at stille krav i ansættelsesbeviset, som er i strid med lovgivningen, siger Hanne Lykke Jespersen.

Modvilje mod overenskomst
Brugerpanelet blev også spurgt, om de foretrækker at forhandle deres løn individuelt eller at være på overenskomst. 60 procent ønsker overenskomst i en form, heraf vil de fleste helst forhandle deres egne tillæg, og 40 procent vil helst være helt uden overenskomst.

– Så er der større chance for at få mere, når man selv forhandler, lyder en begrundelse for at forhandle løn individuelt.

– Mener, mine kompetencer er så specielle, at jeg ved forhandling kan indplaceres økonomisk bedre end overenskomst, skriver en anden.

Men det bunder i en misforståelse om, hvordan overenskomster fungerer, mener Hanne Lykke Jespersen.

– Ingen af PROSAs overenskomster har helt fast løn. Der er altid mulighed for en forhandling af sin egen løn. Overenskomsten fastsætter blot den mindste løn, man kan få, siger hun.

Faktisk er de på overenskomst bedre stillet end de på individuelle kontrakter, påpeger hun.

– Vi kan se i lønstatistikken, at de privatansatte med overenskomst har en højere gennemsnitsløn, selv med den relative arbejdskraftmangel, vi lige har set. Sådan har det dog ikke altid været. I de tidligere opsvingsperioder sidst i 1980´erne har lønnen for ansatte uden overenskomst været højere. De er til gengæld hurtigt blevet indhentet i nedgangsperioder. I de seneste to opsvingsperioder har lønnen for dem med overenskomster hele tiden været højest, siger Hanne Lykke Jespersen.

– Samtidigt har overenskomster goder, som ofte er en mangelvare i individuelle kontrakter, såsom løn under barsel og barns første sygedag, slutter forbundssekretæren.

PRINT

Kommentarer

1

30.05.09   |   kl.11:43   |   Niclas

jeg syntes kun det er fair at få at vide hvilke løn kvota ens kollegaer ligger på navnlig så man kan se ud fra deres kvalifikaioner om det er reelt at de får den løn eller hjælpe en til selv at få en god tilfredstillende løn lyder da godt med overenskomsten da man jo nok undgå at få for lidt løn og samtidig have muligheden for at forhandle sig til en højere løn

2

08.04.10   |   kl.11:25   |   Luis Mourão

Efter mange år som leder forstå jeg stadige ikke den holdning med at løn ikke er åben medmindre man som ledere ikke ønsker synlighed. Og det kan kun være fordi medarbejderne ikke belønnes efter evner og indsats. Det hænger ikke sammen med den åbenhed og andre værdier som lederne og organisationer konstant påberåber sig. Det er hykleri, dårligt ledelse og næsten altid tegn på nepotisme.

Deltag i debatten

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse