Handlingsplan for PROSA/ØST 2017-2018

Handlingsplanen for PROSA/ØST beskriver de indsatsområder for afdelingen, der blev vedtaget på generalforsamlingen d. 28. oktober 2017.

1. Styrk den individuelle medlemsservice

Medlemmerne har krav på høj kvalitet i alle henvendelser angående problemer i arbejdslivet. PROSA/ØST skal løbende følge området og vurdere, om det skal løftes. Medlemmerne har krav på en seriøs og faglig karriererådgivning.
I generalforsamlingsperioden skal der især sikres at:

  • PROSA/ØST fortsat arbejder på at prioritere ressourcer til området.
  • PROSA/ØST arbejder for at styrke både vilkårene og servicen for ikke-fastansatte medlemmer (freelancere, selvstændige og vikarer).
  • Udvikle nye medlemstilbud, evt. i samarbejde med forbundet.

2. PROSA/ØSTs rolle i PROSA

PROSA består af sine medlemmer. I det daglige virke skal privatansatte medlemmer fortsat have direkte indflydelse på PROSAs aktiviteter.
I den kommende generalforsamlingsperiode skal bestyrelsen især arbejde for at:

  • Vi får en indflydelse svarende til vores reelle størrelse og betydning.
  • Tage initiativ til den nødvendige strukturændring i forbindelse med en omlægning af PROSAs lokalafdelinger, hvis det findes hensigtsmæssigt.
  • Løbende vurdere fordele og ulemper ved PROSAs forhold til fremtidige hovedorganisationer.

3. Bedre arbejdspladser

PROSA/ØST ønsker at understøtte medlemmer i at få bedre arbejdsvilkår. Dette sker med afsæt i aktive medlemmers engagement. Dette gøres bl.a. ved at:

  • Gennem øget fokus skabe flere overenskomster på baggrund af medlemmernes ønsker og engagement
  • Understøtte selvorganiseringen af kollegaer på og/eller på tværs af arbejdspladser
  • Målrettet udbrede det faglige ”PROSA/ØST-nyhedsbrev” henvendt til aktivister, arbejdsplads-repræsentanter, tillidsvalgte og andre interesserede.
  • Vurdere fordele og ulemper ved fælles aftaler og overenskomster.

4. Samarbejde med andre

PROSA/ØST er ikke alene i verden. Fagligt aktive unge er nødvendig for fremtiden, og derfor er PROSA/ØST indstillet på støtte ungdomsarbejdet i PROSA både økonomisk og politisk. Det er en prioritet at arbejde videre med det naturlige generationsskifte i både PROSA som forbund og i PROSA/ØST.

  • Dette gøres bl.a. ved at støtte ungdomsarbejdets (PROSA Ung) uafhængighed og fortsatte ressourcer.
  • PROSA/ØST skal være en synlig spiller i forhold til den øvrige fagbevægelse.
  • PROSA/ØST skal i fremtiden søge samarbejde med de kræfter i fagbevægelsen, som ønsker at skabe forandringer på et ikke-partipolitisk grundlag.
  • Vi skal fortsætte det tætte og nære samarbejde med de andre lokalafdelinger og forbundet, herunder søge indflydelse i HB og relevante udvalg.

5. Støtte til ledige kollegaer

PROSA/ØST skal i samarbejde med forbundet og andre lokalafdelinger arbejde for bedst mulig støtte til medlemmer i deres ledighedsperioder, herunder sikre rimelig økonomisk kompensation, bedre muligheder for videreuddannelse og ikke mindst hurtigst mulig adgang til et nyt og passende job.

  • Evaluere om et mere aktivistisk ledighedsarbejde kan genopstartes
  • Afsætte ressourcer til at understøtte de medlemmer, som er faldet ud af dagpengesystemet og få afklaret deres situation
  • PROSA/ØST skal selv deltage i og arbejde for, at både forbund og vores hovedorganisation FTF er med i den generelle kamp for bedre vilkår for de ledige.

6. Arrangementer

PROSA/ØST afholder årligt en række mærkedage af faglig, teknisk og politisk interesse.

  • Først og fremmest afholdes det traditionelle 1. maj-arrangement og juleafslutning for medlemmer.
  • Ca. 2 gange årligt indbydes medlemmerne til at få direkte indflydelse, afgive sparring, og få mulighed for selv at stå for arrangementer.
  • Nyhedsbrevet bruges til at indhente arrangementønsker fra medlemmerne.

Sidst revideret

4. januar 2018

Ansvarlig

Bjarke Friborg

faglig konsulent

bfr@prosa.dk