09.04.06   |   kl. 11:06  

It til faglige organisationer udvikles i fællesskab

I ti år har 100 FTF-organisationer samarbejdet om en virksomhed, der driver og udvikler it-løsninger - FTF-net. Den runde fødselsdag fejres uden, at FTF-net nogensinde har købt en softwarelicens. Open source-tankegangen blev brugt før nogen kendte begrebet.

PROSA har gennem ti år været aktiv deltager og medstifter af en unik konstruktion. FTF-net er dannet ud fra en andelslignende tankegang om, at en række organisationer går sammen om at dele udviklingsomkostninger inden for it og udvikler løsninger i et omfattende netværkssamarbejde. Hovedparten af FTF-familien er nemlig mindre og mellemstore organisationer, der får flere muskler til it-udvikling ved at slå kræfterne sammen. Samtidig deles der viden og erfaring, blandt andet gennem netværk. Og der er ikke nogen, der skal tjene på de produkter, der udvikles. Organisationerne betaler kun for de ydelser og projekter, man deltager i.

1994: Da Internettet var fremtid
Hvis man skruer tiden tilbage til 1994, er det året, hvor web blev lanceret. Næsten ingen af FTF's organisationer havde planer om at bruge e-mail eller avancerede it-løsninger. I de kommende år var nogle enkelte foregangsmænd, fra bl.a. PROSA, langt foran. I mange organisationer vidste man endnu ikke, hvad en e-mail var. Blandt en mindre gruppe personer fra forskellige FTF-organisationer begyndte snakken om, at det kunne få betydning for fagbevægelsen, hvis man forbandt computerne med hinanden via modems. Skeptikerne var dog i overtal. De kunne slet ikke se nogen grund til at gå på nettet, og teknikken ville være alt for kompliceret. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, hvad man kunne bruge informationer fra internettet til.

- Vi måtte igen og igen forklarer, at hvis man ville have fat i unge medlemmer i fremtiden, var det nødvendigt at have en hjemmeside og mailadresser, siger daværende formand i PROSA, Peter Christensen. Efterhånden begyndte der at tegne sig konjunkturerne til et udvidet samarbejde. Sammen med blandt andre Ole Stilund Jeppesen fra FTF tog han fat på arbejdet. Gennem besøg hos nogle af de første internetpionere fandt man ud af, at uafhængighed af forskellige interesser og leverandører var meget vigtig.

På informationsmotorvejen i bumletog
I efteråret 1996 bevilgede FTF's forretningsudvalg med en vis skepsis 150.000 kroner. Ole Stilund Jeppesen fortæller:

- Vi begyndte snart at forbinde organisationerne. Vi havde også en anden dagsorden med at være blandt de første til at tage internettet i brug. Vi ville gerne gøre op med det lidt støvede image, som lå over FTF. Ved at sætte os i spidsen af den teknologiske udvikling for en lang række organisationer ville vi vise, at FTF var ved at gøre sig klar til videnssamfundet, siger Ole Stilund. Det skete med opkald fra 56K-modems. Så informationsmotorvejen blev besøgt med bumletog.

Serverrummet i telefonboksen
De første år var en pionertid. Hensigten var at fokusere på indholdet og ikke bruge for meget tid på at få teknikken til at virke. Det sidste kom ikke til at holde stik. Der blev tilbragt mere end en nat i et improviseret serverrum på størrelse med en telefonboks i FTF's kontor i København. Ole Stilund Jeppesen siger:

- Vi fik sat fokus på indholdet - på evnen til at skabe værdi via hurtig tilgang til viden og effektiv anvendelse af det nye kommunikationsmedie. De første år var en lang uddannelsesproces. Der blev afholdt uendeligt mange kurser for organisationernes egne pionerer på området, som skulle lære at holde deres netværk i gang. De ansatte i organisationerne skulle uddannes i at bruge internettet. Vi arbejdede som små heste. Ole Stilund Jeppesen fortæller videre, at FTF-net også bistod den europæiske fagbevægelse med uddannelsen af brugere, da man havde fire-fem års forspring i den skandinaviske og britiske fagbevægelse.

Open source før det var kendt
Vi valgte fra begyndelsen af at satse på så stor uafhængighed af kommercielle interesser og de facto-monopolinteresser, som overhovedet muligt. Det var der flere gode grunde til. Vi har altid haft et meget lavt budget til at betale for maskiner, servere, sikkerhed mm. Vi havde samtidig den holdning, at vi ikke ville i lommen på diverse udbydere og leverandører, siger Ole Stilund. Så man valgte open source-vejen på et tidspunkt, da de færreste kendte begrebet. De dominerende aktører som Microsoft og IBM betragtede på det tidspunkt ikke Internettet som særligt interessant.

Energitilskud fra PROSA
I 1996 var PROSA blevet genindmeldt i FTF efter 13 års pause.

- PROSAs velvilje og energi var afgørende for at få sat strøm til FTF-net. Den daværende formand, Peter Christensen, brugte masser af fritid og en hel del nattesøvn på at opbygge FTF-net. Vi fik hurtigt en af Danmarks førende FReeBSD-eksperter med, nemlig Philippe Regnauld. Uden de tos store ekspertise og pionerånd var vi aldrig kommet så langt, som vi er i dag, De arbejder begge stadig for FTF-net, siger Ole Stilund. Den tidligere PROSAformand Peter Christensen er i dag indehaver af it-firmaet CNDO, Philippe er direktør for Catpipe. Peter Christensen fortæller om de første år:

- Det var helt klart et område, hvor PROSA kunne profilere sig i FTF. Der var på det tidspunkt en halv snes personer, som med stor ildhu interesserede sig for Internettet og brugte masser af fritid på at nørkle rundt. Noget af deres viden og erfaring blev taget med over i FTF-net. Men også i PROSA var der skepsis omkring værdien af Internettet blandt nogle ansatte. Peter Christensen husker det som et fikspunkt, da PROSA fik sin egen hjemmeside i 1996, og han som formand kunne lægge stof på efter et par vigtige forhandlinger. Pludselig havde man direkte og hurtig adgang til medlemmerne.

FTF it-resursecenter
I dag er FTF-net vokset til at blive FTF It-resursecenter. Med dette navn markerer centret, at man er andet og mere end FTF-net. Man er også udviklingsforum og videncenter for it-udviklingen i FTF's 100 medlemsorganisationer. Blandt aktiviteterne er:

• Forskellige netværk, fx blandt andet netværket om it og samfund med Peter Ussing som formand og netværket om udvikling af den digitale organisation. Der deltager over 150 personer fra FTF's organisationer i de mange netværk.

• Udvikling af en CMS-platform, som omkring en halv snes organisationer gør brug af. Det er en TYPO3-løsning. Ole Stilund siger:

• TYPO3 er ved at blive en komplet entrepriseløsning, som inden for de næste et til to år vil være blandt de bedste i Danmark, og som vil kunne konkurrere med systemer til en halv mio. kroner. Vi regner med, at flere FTF-organisationer vil tage det i brug fremover.

• Forrige år gennemgik FTF-net alle groupwareløsninger på markedet i en omfattende analyse udført af tre universitetsstuderende. FTF-net er ved at få et system tilpasset til brug for organisationerne. Det er et værktøj, som yderligere kan professionalisere organisationernes arbejde i fx udvalg og bestyrelser. Samtidig tilbyder man organisationerne en stor rabat gennem firmaet Groupcare til deres markedsførende system.

• FTF-net kan i samarbejde med en række handelsskoler levere en professionel onlineskole med en lang række kursusmuligheder.

• FTF leder et omfattende projekt for udviklingen af et banebrydende medlemssystem, et MRM-system, der fremover bliver organisationernes centrale it-system.

• Det seneste skud på stammen er medlemsmail-system, som kan tages i brug af alle FTF-organisationer, der vil tilbyde deres medlemmer egen webbaseret mailkonto. Så har det enkelte medlem en mulighed for et alternativ til det mailsystem, der bruges på arbejdet.

Fakta
Man kan læse mere om alle FTF-nets aktiviteter på www.ftf.dk/ftfnet. Ole Stilund Jeppesen er stadig FTF's koordinator i FTF-net, hvor sekretær Wendy Pedersen også er med til at samle trådene. Samtidig trækker man på eksterne kræfter, når behovet er der. Peter Christensen og Philippe Regnauld er her nøglepersoner med et indgående kendskab til organisationernes netværk og systemer.

- Vi er en lille gruppe, der har arbejdet med FTF-organisationerne i ti år. Vi har et fokuspunkt, nemlig at levere it-løsninger til organisationerne, så de kan servicere medlemmerne på den bedste måde og spare ressourcer, siger Ole Stilund fra førerbunken hos fødselaren FTF-net.

Genbrug på den gode måde
Peter Ussing, formand for PROSA, siger om tankerne bag FTF-It-resursecenter:

- Hele ideen er, at den enkelte organisation ikke skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Man kan genbruge de bedste tanker. Når man har begrænsede midler til udviklingsomkostninger, har det stor værdi at kunne gå sammen. Det giver både en billigere løsning og mere funktionalitet for pengene. Da driften og servicen i FTF-regi udelukkende skal balancere i sig selv, har PROSA fået ydelser til gode priser. FTF-net er en særlig konstruktion, som vi kun kan være tilfredse med at have været med til at bygge op.

Mere end en teknisk konstruktion
Ole Stilund Jeppesen fra FTF-net fortæller, at det hele tiden har været meningen at se FTF-net som mere end blot en teknisk konstruktion. FTF-net er et netværk, som skal understøtte det politiske arbejde i organisationerne på den mest effektive vis.

- Vi har altid haft et stort element af kooperativ tankegang. Fagbevægelsen bygger på, at sammen er vi stærkere. Det gælder også kommunikation og videndeling.

FTF-link:
Læs mere om FTF's aktiviteter på:
www.ftf.dk/ftfnet

Læs om FTF om www.ftf.dk