Sygefravær i arbejdspladsvurderingen

Reglerne kræver, at I som arbejdsmiljøorganisation skal inddrage sygefraværet i jeres APV.

Opgaven i denne forbindelse er ikke at se på den enkeltes sygefravær, men at undersøge om der er noget i jeres arbejdsmiljø der giver anledning til sygefravær.

Samtidig er det PROSAs opfattelse, at det er vigtigt også at have blik for sygenærvær. Det vil sige ansatte der er syge men som går på arbejde alligevel. Sygenærvær kan skyldes rigtigt mange ting, blandt de typiske kan nævnes:

  • Mangel på backup på opgaverne og for stort arbejdspres, så man ved at arbejdet blot har hobet sig op i forbindelse med sygefravær. Alt for ofte ser vi virksomheder der ikke inddrager sygefravær og ferie i deres planlægning.
  • At de ansatte føler deres job er i fare hvis de får for meget sygefravær. Denne trussel kan både være oplevet og reel. Uanset hvad kan en sundheds- eller fraværspolitik være med til at præcisere spillereglerne både for ledelse og ansatte.

Emnet sygefravær er ofte et følsomt emne. Og det må derfor anbefales at denne del af APVen gennemføres helt anonymt. Hvis I vil have sygenærværet med kan I ikke nøjes med fraværsstatistikker, men I må i stedet gennemføre en anonym spørgeskemaundersøgelse. For at sikre anonymiteten vil en sådan undersøgelse skulle omfatte mere end 20 medarbejdere.