Online forløb i Grundlæggende C# - Session 1 af 6 sessions
Kun for medlemmerOnline forløb i Grundlæggende C# - 6 moduler
"Grundlæggende C#" er et online kursusforløb, der giver dig en praktisk introduktion til C# og moderne softwareudvikling med .NET.
Over seks torsdage fra kl. 17.00 til kl. 19.00 får to timers online undervisning pr. session. Og mellem hver session skal du forvente omkring to timers hjemmearbejde. Følger du alle moduler får du kursusbevis af underviseren, som kan styrke dit CV. Bemærk at modulerne ikke bliver optaget undervejs.
Forudsætninger
Kurset er for alle – uanset om du aldrig har programmeret før, eller bare vil i gang med C#. Vi bruger gratis og tilgængelige værktøjer som Visual Studio Code, der virker på både Windows, macOS og Linux.
At lære C# giver adgang til en verden af muligheder inden for softwareudvikling. C# er et alsidigt programmeringssprog fra Microsoft, som bruges til at udvikle blandt andet webapplikationer, mobilapps, spil og desktopapplikationer. Sproget er både kraftfuldt og tilgængeligt, hvilket gør det til et stærkt valg for både begyndere og erfarne udviklere.
I løbet af kurset introduceres du også til moderne brug af AI i udviklingsarbejdet. Vi ser blandt andet på, hvordan GitHub Copilot og CLI-baserede værktøjer kan understøtte læring, kodning, fejlfinding og produktivitet i hverdagen som udvikler. Du får samtidig et indblik i, hvordan AI kan bruges som en praktisk sparringspartner i arbejdet med kode og softwareudvikling.
På kurset benyttes et online materiale på https://mcronberg.github.io/bogenomcsharp/.
Efter kurset vil du have et grundlæggende kendskab til at:
- skrive mindre programmer i C#
- arbejde med variabler, kontrolstrukturer, metoder, arrays og klasser
- bruge .NET og kommandolinjen til at oprette, køre og afprøve enkle programmer
- anvende GitHub Copilot og andre AI-værktøjer som støtte i læring og udvikling
Du skal tilmelde dig hver session separat
Session 1: Torsdag 24. september kl. 17-19
I introduktionen til kurset vil du blive guidet igennem grundlæggende koncepter i C# og .NET. Dette starter med en overordnet introduktion til kurset og dets mål, efterfulgt af en gennemgang af .NET, Microsofts udviklingsplatform, som C# ofte anvendes sammen med. Herefter vil fokus skifte til selve C#-programmeringssproget, hvor der lægges vægt på syntaks, typesystem og de vigtigste værktøjer i Visual Studio Code og kommandolinjen. Dette fundament vil sætte kursisterne i stand til at forstå, hvordan C# anvendes til at bygge robuste applikationer i .NET-økosystemet.
Session 2: Torsdag 1. oktober kl. 17-19
Efter introduktionen til C# og .NET fokuserer kurset på flow, metoder og fejlhåndtering. Vi dykker ned i, hvordan man styrer programmets flow gennem betingelser og løkker, definerer og anvender metoder til at organisere kode og gøre programmer mere modulære. Derudover lærer du om håndtering af fejl og undtagelser i C#, hvilket er afgørende for at bygge pålidelige og robuste applikationer.
Session 3: Torsdag 8. oktober kl. 17-19
Kursets næste fase fokuserer på arrays og andre datastrukturer samt en basal introduktion til Objektorienteret Programmering (OOP). Dette inkluderer at lære at bruge arrays til at lagre samlinger af data, samt at udforske andre datastrukturer for at organisere og manipulere data effektivt. Introduktionen til OOP vil dække grundlæggende koncepter som klasser, objekter, arv og polymorfisme, som er hjørnestenene i moderne softwareudvikling og vil forberede dig til næste session.
Session 4: Torsdag 22. oktober kl. 17-19
I denne del af kurset vil fokus være på dybere aspekter af Objektorienteret Programmering (OOP) med C#. Du vil lære at definere og anvende klasser og egenskaber, som er centrale for at skabe genanvendelig og velorganiseret kode. Nedarvning, et kraftfuldt princip inden for OOP, vil blive udforsket for at forstå, hvordan software kan udvikles mere effektivt gennem genbrug af kode. Derudover vil der blive introduceret hukommelsesteori, som vil give en forståelse af, hvordan C# håndterer data og objekter i hukommelsen, hvilket er afgørende for at skrive effektive programmer.
Session 5: Torsdag 29. oktober kl. 17-19
Her dykker vi ned i funktionsorienteret programmering gennem delegates og lambda-udtryk i C#. Delegates muliggør definitionen af metode referencer, som kan anvendes til at skabe fleksibel og genanvendelig kode. Lambda-udtryk giver en mere direkte og ofte mere læselig måde at definere anonyme funktioner på, hvilket er særligt kraftfuldt i forbindelse med operationer på samlinger. Denne tilgang understreger C#'s alsidighed ved at blande objektorienterede og funktionelle programmeringsparadigmer.
Session 6: Torsdag 5. november kl. 17-19
Kursets sidste del fokuserer på LINQ (Language Integrated Query), der gør det muligt at skrive kraftfulde og udtryksfulde forespørgsler direkte i C# for at arbejde med data, samt asynkron programmering, der er afgørende for at udvikle responsive applikationer. Kurset afsluttes med en gennemgang af de vigtigste emner og en diskussion om næste skridt i deltagernes læringsrejse.
Underviser
Michell Cronberg har mange års erfaring i C#-undervisning på Teknologisk Institut. Og er en erfaren instruktør inden for programmering samt forskellige former for webudvikling. Han underviser blandt andet i HTML, CSS, JavaScript (herunder forskellige JavaScript-biblioteker og frameworks), C# samt forskellige ASP.NET-kurser. Han er desuden forfatter til flere udgivelser om programmering, herunder ASP.NET, og kendt foredragsholder om forskellige former for .NET udvikling.
De virtuelle sessioner bliver ikke optaget.
Sted: Online. Teams-Link bliver sendt ud senest på kursusdagen
Pris: Gratis og kun for medlemmer af PROSA
Webinarerne bliver ikke optaget.