Filmanmeldelse: Kodegeniet der selv blev knækket

Joan Clarke (Keira Knightley), Peter Hilton (Matthew Beard), Hugh Alexander (Matthew Goode), Alan Turing (Benedict Cumberbatch) og John Cairncross (Allen Leech) udgør det velspillende hold bag filmen The Imitation Game.

Thrilleren The Imitation Game om vidunderbarnet Alan Turing, som kan ses i biografer landet over, er en historie om venskab, intelligens og et teknisk kapløb med tiden og mod anden verdenskrig, der buldrer uden for det britiske efterretningskontor.

”Jeg kan godt lide at løse gåder, hr. øverstbefalende. Og Enigma er den mest komplicerede i verden.”

En regnvåd januaraften inviterede PROSA 125 medlemmer til forpremiere på The Imitation Game i Palads i København. Filmen er baseret på den virkelige historie om den britiske matematiker, datalog, logiker og kryptoanalytiker Alan Turing, der betragtes som datalogiens grundlægger. 

Skuespilleren Benedict Cumberbatch er ypperlig som den superintelligente Alan Turing, der allerede som 22-årig bliver professor og beskedent nævner Newton og Einstein i samme åndedrag om sig selv. Da han tidligt i filmen er til ansættelsessamtale i efterretningstjenesten og sidder over for den øverstbefalende, Commander Denniston, er hans mesterlige oneliner: ”I har brug for mig. Jeg har ikke brug for jer.”

Han bliver hyret til at knække Enigma-koden. Men da chefen efter kort tids ineffektivt samarbejde kræver Turing afsat, skriver Turing et brev direkte stilet til den daværende premierminister Churchill og bliver udpeget til ny overansvarlig. Han fyrer straks to fra holdet og begynder en ansættelsesproces, der starter med en kryds- og tværs-annonce i avisen: Hvis den løses korrekt, får ansøgeren plads i næste testrunde til det superhemmelige job. Tempoet er højt, og vi er helt på den temperamentsfulde it-helts side.

Eneste kvinde, der består prøven, er den kode-skarpe Joan Clarke, spillet eminent af Kiera Knightly. Hun kommer til at udgøre en vigtig rolle. Hun formår at bløde op på Turings manglende sociale kompetencer, kluntede opførsel og enspændernatur. Og han lærer (næsten) at sætte pris på at samarbejde og give lidt anerkendelse til sine medspillere i teamet, der faktisk går lige så meget op i at bryde Enigma-koden som han selv.

Dermed bliver det også en rørende film om hendes insisteren på at nå ind til den følsomme unge mand, som vi i flashbacks ser, ikke har haft det nemt i skoletiden. For det er også historien om en kærlighed, der ikke er lovlig at forløse. Turing er homoseksuel - og et ængsteligt barn, der forudser en gruppe elevers voldelige mobning, fordi ærter og gulerødder blander sig og ikke ligger snorlige på hans tallerken. En specifik hændelse, der giver Turing et knæk for livet. Han lukker sig inde i sin logiske formel-verden. Han determinerer sig til tal og tænkning og gemmer sjælen væk: ”Jeg har ikke tid til at forklare mig.”

Langsomt åbner den introverte nørd sig dog, og selvom han er homoseksuel, frier han til Joan, som - velvidende om kendsgerningen - siger ja. Deres spirende venskab og gensidige intellektuelle respekt skildres fornemt. 

Format på højtryk

Filmen er flot instrueret i nøje orkestrerede klip eksempelvis af tiden, hvor teamet kæmper for at nå at knække Enigma-koden, inden efterretningstjenesten siger stop for penge til projektet. Hvad får vi for de midler og mennesker, vi har bevilget? De får en maskine, som Turing døber Christopher. Hvorfor skal ikke afsløres her. 

Der er fokus på scenografiske detaljer; som i scenen, hvor London lige er blevet bombet. Uden fortællerstemme, kun med klassisk musik til, ser vi en dame sidde i lyseblå kittelkjole på en bunke murbrokker foran udbombede husfacader, hvor en orange himmel skimtes som håb i det fjerne. Det ligner en teaterkulisse. Men her iscenesat med kameraet flydende i velafbalancerede bevægelser. Billedet fremstår roligt. En løsning er jo også på vej, idet krigen bliver afkortet med to år, fordi Turing med maskinen og teamet når en løsning. Den smukke opsats bliver forstærket via kontrasten til de sort/hvide kornede klip af bombefly og annonceringer om Tysklands erobringer. 

Som i mange andre sager i det virkelige liv er det tilfældigheder af informationer og hjerner, teknik og folk, som krydstænkes, der gør, at målet nås. Det er det også i denne hæsblæsende skildring, hvor man ikke keder sig et sekund. Den er blændende filmet, godt castet og har et delikat og æstetisk perfekt billedsprog tilsat et storladent score. Den er blød i sit udtryk, samtidig med at den formidler en hård historie, som giver publikum mere end en klump i halsen undervejs. Især da Turing af et team-medlem bliver konfronteret med dilemmaet: ”Den nødvendige hemmeligholdelse af kode-knækningen dræber om lidt min bror”. Turings succes betyder altså også, at han må sluge menneskelige omkostninger i krigsstrategiens hellige navn. Efter krigen bliver Turing dømt til tvangskastration grundet anmeldelse for homoseksualitet, og han ender med at tage sit eget liv. Desværre for Turing bliver han først rigtigt hædret 50 år efter sit selvmord. Det er umenneskeligt. Havde Turing bare været en maskine. 

botMessage_toctoc_comments_9210