Software, Digital forvaltning, Big data

AI, kunst, kærlighed, klogskab – og etik

"Når vi bruger AI og etik i samme sætning, skal vi huske kunsten, kærligheden og klogskaben – og ikke mindst det at være menneske omgivet af ekstrem digitalisering", skriver Kim Escherich i denne klumme.

Den kunstige intelligens er stille begyndt at blive en integreret del af både vores liv og arbejde. Fra telefon til trafik. Men denne allestedsnærværenhed betyder også, at teknologien får en anden rolle. Når vi ikke længere helt kan afgøre, om det er maskiner eller mennesker, som tager beslutninger. Når gigantiske datamængder og avancerede algoritmer skaber indsigt, som mennesker ellers ikke er i stand til at overskue eller forstå. Dér skal vi til også at tale om etik.

Etik handler grundlæggende om, hvordan vi behandler hinanden. Og i en verden, hvor maskinerne bliver en integreret del af vores liv og beslutningsprocesser, bliver de også en del af ligningen. Men AI i sig selv gør det hele lidt mere mudret – på mange planer.

Vi skal passe på, 
at denne acceleration ikke er drevet af dødssynderne

Det første kan vi kalde AI-etik. AI oplæres, trænes og dygtiggøres ved hjælp af data fra den virkelige verden og skaber sin egne interne repræsentation. Til mange anvendelser er dette en fantastisk effektiv model. Men det betyder også, at menneskelig bias, fordomme og fejlantagelser, som måtte findes i de data, som AI’en trænes med, automatisk bliver en del af modellen. Det er som børneopdragelse: Børn gør ikke altid, hvad man siger, men kopierer blot forældrenes adfærd.

Så vi skal spørge, om vores AI er biased, og om den kan forklare, hvordan den foretager beslutninger. Og vi skal være overordentlig opmærksomme på “algoritmisk autoritet”, nemlig at vi som mennesker tenderer til at tro, at en algoritme tager bedre beslutninger end mennesker. Vi siger, at det er “menneskeligt at fejle“ – men tror ofte ikke, at algoritmerne gør det samme.

Det næste lag er dataetikken. Vores AI’ere trænes med mængder af data, men vi befinder os også i en verden, hvor vi er omgivet af gigantiske datamængder og ikke helt ved, hvordan de anvendes til at påvirke vores omgivelser og os selv. Så vi skal lære at navigere ansvarligt i nye omgivelser.

Det øverste lag er, paradoksalt nok, menneskelig etik. Jeg holder mange foredrag om digitalisering, AI og etik, og jeg kører teknologietiske dilemmaspil i massevis. Ved disse arrangementer er mit første slide ofte et billede af Bosch’ maleri af De Syv Dødssynder fra 1485.

Pointen er, at omend vi ofte opfatter AI som magi, så er teknologien stadig et værktøj, sat i hænderne på mennesker, og den kan accelerere menneskelig beslutningsevne og indsigt. Vi skal bare passe på, at denne acceleration ikke er drevet af dødssynderne.

Så når vi som mennesker skal navigere i en multidimensionel verden drevet af AI, er det ikke kun de tekniske og ingeniørmæssige discipliner, der skal til, for at vi kan få et fornuftigt forhold til teknologien. Det kræver nemlig menneskelig dannelse og et holistisk systemsyn, for at vi kan finde rundt. Dannelse kommer af livs­erfaring, det at forstå de store sammenhænge, så derfor skal vi ikke glemme, at når vi bruger AI og etik i samme sætning, handler det også om, at vi skal huske kunsten, kærligheden og klogskaben – og ikke mindst det at være menneske omgivet af ekstrem digitalisering.

Kommentarer

Log på Mit PROSA for at se eller skrive en kommentar til artiklen