It og samfund

Alan Turing på britiske pengesedler

Den legendariske, britiske computerekspert Alan Turing pryder snart den nye britiske £ 50 pengeseddel. Det sker efter en langvarig proces, hvor over 1.000 britiske videnskabsfolk har været indstillet.

Alan Turing er både kendt for at have brudt Enigma-koden, som blev brugt af de tyske styrker til kryptering og dekryptering af meddelelser under Anden Verdenskrig, og for at have bidraget til udviklingen af Ferranti Mark 1 computeren, som var verdens første kommercielle computer. Men Turing var samtidig homoseksuel, og han blev i 1952 anklaget for homoseksuelle handlinger. To år senere begik han selvmord.

”Turing er en kæmpe, på hvis skuldre så mange andre nu står”, siger direktøren for Bank of England, Mark Carney.