Arbejdsmarkedet, Fagforeningernes rolle

Amazon-ansatte: Lederne er som fangevogtere

Internetgiganten Amazon, der er på vej til Danmark, trækker et spor af tvivlsomme metoder med sig, og selskabet spionerer mod medarbejderne, siger ansatte fra Polen og Tyskland til Fagbladet 3F.

Ifølge Christian Krähling, der arbejder på Amazons tyske megalager med 4.000 ansatte og er med i samarbejdsudvalget, har de ansatte en scanner, som kontrollerer hvert eneste skridt, de går.

– Gennem den får vi at vide, hvor mange sekunder eller minutter vi har til næste opgave. Hver uge får man såkaldt feedback af sin teamleder. Hvis man ikke når 100 procent af målet, risikerer man at ryge ud, siger Christian Krähling.

Mellem 20 og 40 procent af arbejderne er ansat på korte kontrakter, og Christian Krähling fortæller, at de ansatte, der henter varer på lageret, går mellem 15 og 30 kilometer om dagen.

I Polen møder de ansatte lignende forhold, og produktionsmålene stiger hele tiden, fortæller Agnieszka Mróz, der arbejder på Amazons lager i Poznan.

– Folk er bange på daglig basis, siger Agnieszka Mróz til Fagbladet 3F.

Tidsmålingerne af de ansattes produktivitet stopper ikke, når man går på toilettet eller taler med en leder, fortæller hun.

Amazon bekræfter, at overvågningen kan resultere i fyringer. Selskabet afviser at indgå overenskomster på lagrene i Tyskland og Polen trods kritik fra fagbevægelsen.