Au révoir til ordet smartphone

Franske sprogrøgtere er stadig aktive i bestræbelserne på at holde de mange tekniske termer, som for længst har sneget ind fra engelsk, ude af det franske sprog. Officielt foreslås det nu, at franskmænd benytter sig af termen “mobile multifunction”, når de omtaler deres “smartphone”. Det beretter smithsonianmag.com og konstaterer, at det langtfra er første gang, forfranskningsbestræbelserne praktiseres på engelske fagtermer. Journal Officiel har således tidligere foreslået, at termen “dark net” erstattes med “internet clandestin”, og at “hashtag” transformeres til “mot dièse”. Tidligere forsøg med at oversætte smartphonen til “ordiphone” og “terminal de poche” blev dog ikke hængende i franske folkemunde. Som dansker kan man så fundere over, hvad der skete med termer som oktetter, datamater, faste pladelagre, periferiudstyr, linjeskrivere og datatryk.

kwn