Løn

Bachelorer får arbejde

12,2 procent af dem, der har deltaget i dette års lønstatistik, har op til to års erhvervserfaring i it-branchen. Deres svar viser, at startlønningerne, altså det man som nyuddannet i faget kan regne med at få i løn, er steget lidt i forhold til sidste år.

– Der har generelt været stigning i lønniveauet for de nyuddannede, men spredningen er fortsat meget stor inden for de enkelte uddannelser, siger ledelseskonsulent Allan Pleman, der står bag lønstatistikken.

Derfor er det også meget svært at pege på en anbefalet startløn for de enkelte it-uddannelser.

– Du må i stedet tage udgangspunkt i tallene i tabellen og sammenholde dem lønniveauet for den arbejdsfunktion, du er ved at søge ansættelse indenfor, siger han.

Næstformand Hanne Lykke Jespersen er dog glad for, at niveauet generelt stiger.

– Startlønningerne er jo en god indikator for, hvordan det står til med arbejdsmarkedet. Jo flere penge en arbejdsgiver er villig til at betale for en nyuddannet, jo mere er det i det hele taget til arbejdstagers fordel, siger hun.

Aktuelt er den største gruppe blandt de nye uddannede, som er i arbejde, uddannet cand.it. Den gruppe er skarpt forfulgt at datamatikerne. Der er i år også dukket svar op fra nye uddannelser.

– Der kommer hele tiden nye it-uddannelser til, og derfor må vi jævnligt opdatere uddannelserne i vores spørgeskema. Jeg synes, det er rart at se, at vi nu også kan give et bud på startlønnen for professionsbachelor i webudvikling og professionsbachelor i softwareudvikling, siger Allan Pleman.

Hanne Lykke Jespersen tolker svarene som et udtryk for, at bachelorniveauet er slået igennem i it-faget.

– Det er meget glædeligt, at der nu er bachelorer, der får job. Det har tidligere været meget få, og der har i Danmark været en tendens til, at en bachelor blev betragtet som en ikke-færdiggjort uddannelse. Det er godt, at man kan få job som bachelor, hvis man ikke har lyst til at fortsætte sin uddannelse, eller hvis man vil vente til senere, siger hun.

Er du interesseret i, hvordan lønniveauet er for din uddannelse sammenholdt med din erhvervserfaring, er der lagt en række tabeller op på PROSAs hjemmeside, hvor du kan finde tal for en række af uddannelserne i PROSA.