It og samfund

Binære beats

Skjulte budskaber, binære rytmer og krypterede beskeder er en del af det musikalske projekt ESCONDER. Noder og pauser i musikken svarer til tallene 0 og 1, forklarer musikeren Petayan, der selv er PROSA-medlem.

Skjulte budskaber, binære rytmer og krypterede beskeder.

Sådan lyder en del af konceptet for musikerne Petayan og Umberto Echo, der den 12. december udgiver første del af en unik EP-trilogi. Med ’ESCONDER: Part I’ udforsker de to musikere for første gang, hvordan sange kan kombineres med binære rytmer for at sende skjulte budskaber.

– De binære rytmer kendetegnes ved, at man lader noderne og pauserne i musikken svare til tallene 0 og 1, forklarer Petayan.

En takt består normalt af fire fjerdedelsnoder, hvilket svarer til 8/8-noder eller 16/16-noder. I den binære musik vil 8/8-noderne svare til de otte cifre i et binært bogstav, forklarer Petayan. For eksempel kan A være lig med 01000001, og dermed kan man lave en tilsvarende rytme, der hedder /pause/node/pause/pause/pause/pause/pause/node/.

– Derefter kan man frit sætte bogstaverne sammen, siger Petayan.

Udover de binære beats byder EP’en på en god blanding af folk, dub, trip-hop og electro, som ifølge gruppen minder lidt om en gammel, spansk vinyl med et moderne tvist. Petayan jonglerer frit mellem dansk og tysk i sine sange, og det er med til at give musikken et historisk, mystisk udtryk.

Gruppen har planlagt tre EP’er, der udkommer frem til 2022, og konceptet udvikles løbende.

– Det er version 1.0, siger Petayan, der er medlem af PROSA og efterlyser ligesindede til at bygge videre på open source-projektet.

Det gælder blandt andet en hjemmeside, der kan analysere sange og gennem en algoritme finde de skjulte budskaber ud fra tempo og frekvenser. Du kan lytte til ’ESCONDER: Part I’ på youtube.com

Hvis du er interesseret i at være med i projektet med binære beats, kan du kontakte Petayan på info@petayan.dk

Du kan lytte til ’ESCONDER: Part I’ på youtube.com