It sikkerhed og kryptering

BornHack flytter til Fyn

Efter tre år på Bornholm har arrangørerne af techfestivalen Bornhack besluttet at flytte teltpælene til Fyn, hvor den fjerde udgave af festivalen finder sted den 8. til den 15. august.
”Vi elsker Bornholm, men det er dyrt at transportere mennesker og ting til og fra øen. Færgebilletter kan være svære at anskaffe, specielt til trailere og store køretøjer”, skriver arrangørerne på BornHacks hjemmeside.

Til sommer skal hackere og teknologientusiaster derfor finde vej til Hylkedam Spejderhytte ved Gelsted, og udover transportvanskeligheder er der flere andre grunde til, at Bornhack, der sidste år havde cirka 300 deltagere, skifter adresse.

Placeringen på Bornholm betød, at nogle ting er meget dyrere end i resten af landet – for eksempel teltudlejning. Derudover var stedet faktisk ikke ideelt teltterræn, og naboerne lå meget tæt på. Det nye sted på Fyn er større og bedre placeret i forhold til offentlig transport og indkøbsmuligheder. Og så er der lige en ting til, understreger arrangørerne: Risikoen for borrelia efter flåtbid skulle være langt mindre på Fyn end på Bornholm.

BornHacks tilknytning til Bornholm forsvinder dog ikke helt, for navnet består. Som der står på hjemmesiden: ”Bornholm vil altid være en del af vores historie”.

Billetsalget til den fjerde udgave af Bornhack er startet. Se mere på bornhack.dk

sny