Fagforeningernes rolle

Brug din stemme

Dit medlemskab i PROSA giver dig mulighed for at påvirke mange aspekter af din fagforening fra formand over politiske mærkesager til, hvilke kurser PROSA skal tilbyde. Din indflydelse begynder på delegeretforsamlingen i november.

Det demokratiske omdrejningspunkt for PROSA er delegeretforsamlingen. Det er den øverste myndighed, og det er her, de største og vigtigste beslutninger træffes. Beslutninger, som sætter kursen for PROSAs arbejde for it-folk og faget.

Ønsker du indflydelse på, i hvilken retning din fagforening skal bevæge sig, skal du tage med til delegeretforsamlingen. Her vil din stemme være med til at påvirke, hvilke politiske sager der skal kæmpes for, hvem der skal kæmpe dem, og hvordan medlemmernes interesser skal varetages.
– Delegeretforsamlingen er PROSAs demokratiske epicenter. Det er her, de store linjer for PROSAs udvikling tegnes, og grundlaget for de kommende års arbejde lægges. Alt, hvad der vedtages her, vil brede sig som ringe ud i hvert et hjørne af foreningen, så der er virkelig mulighed for at få indflydelse på helt afgørende beslutninger, siger Niels Bertelsen, der er formand for PROSA.

Se hvordan du får indflydelse på PROSA, og hvad du kan være med til at bestemme, hvis du deltager i delegeretforsamlingen til november. Klik her for at se grafikken i stort format.

Alle medlemmer kan blive delegerede, og du har som medlem i PROSA mange muligheder for at påvirke PROSAs politiske arbejde. Enten ved selv at stille op til de lønnede poster, hovedbestyrelsen, træde ind i de politiske udvalg eller ved at bruge din stemme til at udstikke retningen for PROSA. Og Niels Bertelsen opfordrer alle medlemmer til at overveje, om de ikke har lyst til at bruge en weekend i november i PROSAs tjeneste. 

– En organisation som vores har brug for, at nye kræfter engagerer sig. Vi har de seneste år arbejdet målrettet på at gøre de demokratiske processer mere forståelige og de politiske arbejdsgange mere smidige, så man ikke behøver at have været fagligt aktiv i mange år for at komme ind og påvirke foreningen. Det bedste er jo, hvis ældre, erfarne medlemmer og unge, friske kræfter kan arbejde sammen om at gøre PROSA til den bedste fagforening overhovedet, siger han.

Ud over muligheden for at søge indflydelse på din fagforening er DF også et oplagt sted at netværke og møde it-professionelle fra landets andre kanter.

Læs fem unge fortæller, hvorfor de er aktive i PROSA.

 

Tid og sted

Delegeretforsamlingen finder sted 14. og 15. november på Glostrup Park Hotel, Hovedvejen 41 i Glostrup. Du får dækket alle omkostninger i forbindelse med transport, overnatning og forplejning.

Påvirk Prosabladet

Har du lyst til at ofre lidt fritid på dit fagblad, kan du på delegeret­forsamlingen melde dig til Redaktions­­udvalget. Det er et af to udvalg, der nedsættes direkte på delegeret­forsamlingen og dermed kun står til ansvar for denne.

Hold dig opdateret

På prosa.dk/df2020 vil der løbende blive lagt materiale til delegeretforsamlingen op såsom dagsorden, forslag fra hoved­bestyrelsen, lokalafdelingerne og medlemmer, udkast til arbejdsplan, kandidatpræsentationer og meget mere.

Delegerede vælges på lokalafdelingernes generalforsamlinger, der afholdes i løbet af oktober. Ønsker du at blive delegeret, så kontakt følgende:

Medlemmer af PROSA/ØST kan skrive til forbundssekretær Bjørn Vitoft: bvi@prosa.dk
Medlemmer af PROSA/VEST kan skrive til forbundssekretær Carsten Larsen: cla@prosa.dk
Medlemmer af PROSA/OFFENTLIG kan skrive til forbundssekretær Morten Rønne: mbr@prosa.dk
Medlemmer af PROSA/STUD kan skrive til forbundssekretær Carsten Larsen: cla@prosa.dk
Medlemmer af PROSA/SAS kan skrive til faglig konsulent John Jørgensen: jjo@prosa.dk
Medlemmer af PROSA/DXC kan skrive til faglig konsulent John Jørgensen: jjo@prosa.dk

Læs mere om delegeretforsamlingen her

Kommentarer

Log på Mit PROSA for at se eller skrive en kommentar til artiklen