It og samfund

Computere, data og kode er kulsorte – men det kan vi gøre noget ved

Illustration: Emil Friis Ernst

Vi står foran en dybt alvorlig klimakrise, som kræver omstilling, kreativitet og politisk forandring af alle sektorer i samfundet. Den forandring kommer desværre ikke af sig selv. Den skal presses igennem. Netop den erkendelse har ført til samarbejdet mellem store dele af fagbevægelsen, NGO’er og grønne organisationer, ”Broen til fremtiden”, som holdt årskonference torsdag d. 24. oktober. Målet var en retfærdig og socialt bæredygtig omstilling for hele samfundet.

PROSA vil en grøn it-sektor

PROSA er gået med i samarbejdet og arbejder nu for en ambitiøs og socialt bæredygtig omstilling af it-sektoren – et politisk område, som PROSA kun har arbejdet sporadisk med indtil nu. It og teknologi fylder ikke meget i debatten om klimaudfordringerne, og når området endelig optræder, så er det oftest i naive, positive vendinger, som en redning og løsning på den forestående krise. Det er der noget om. Men it og tech er også et problem.

Sort it – udvinding, energi og affald

Fra fødsel til graven er der store problemer med it. Rejsen begynder i det globale syd, hvor de kostbare ressourcer, som er nødvendige for produktionen af hardware udvindes under slavegjorte arbejdsforhold og med et stort, sort klimaaftryk. Produkternes levetid er ofte ganske kort, og de enkelte reservedele er vanskelige, umulige, ulovlige eller alt for dyre at udskifte. Energiforbruget til kattevideoer, digitale reklamer og indsamling af dataprofiler på os er voldsomt højt og fører til en eksplosion af datacentre rundt om i verden. Når vi så kasserer hardware igen, bliver meget af det ikke genbrugt, selvom det kunne gøre stor glæde i mindre digitalt udviklede lande i hele verden. I stedet bliver en del af vores hardware til giftigt affald.

Vi skal have en grøn it-bevægelse

Der er nok at tage fat på. Og vi kommer ingen vegne, hvis vi ikke kan støtte en grøn it-bevægelse af it-aktivister, som har ambitiøse grønne mål for deres fag. Heldigvis er de allerede i gang. På konferencen for ”Broen til fremtiden” afholdt vi en workshop om grøn it og her hjalp it-klima-aktivist og PROSA-medlem, Benjamin Balder Bach os med at blive klogere på de politikker og handlinger, som PROSA og it-folk skal kaste sig ud i, hvis vi skal være en del af løsningen på klimaudfordringerne.

Vi kan sikre en grundlæggende rettighed til reparation, kæmpe for retten til at producere billige reservedele, udbrede kendskabet til genanvendelse af hardware gennem it-aktivistiske initiativer som FAIR Danmark, stille krav om måltal for de klimaaftryk, som er forbundet med produktion, forbrug og kassering af it og it-produkter og meget mere. Nicklas Christian Funk fra DTU hjalp os med at forstå, hvordan virksomheder forsøger at bruge it og tech til at omstille deres produktion. Nogle gange med held, men andre gange fører bestræbelserne til flere produkter og kortere levetid. Vi har brug for mere viden og skarpe analyser, hvis vi skal komme videre.

Arbejdet er lige begyndt. Konferencen var et første inspirerende skridt i at samle it- og techinteresserede i arbejdet for en grøn fremtid. I PROSA arbejder vi på flere netværksmøder og politiske workshops, hvor vi kan hjælpe grønne og progressive it-aktivister i gang med at skabe en grøn bevægelse. I sidste weekend i marts afholder vi eksempelvis Sustain_it, en weekend om grøn it for alle vores unge medlemmer. 

Skriv til jar@prosa.dk, hvis du vil være med i den grønne bevægelse.


botMessage_toctoc_comments_9210