Arbejdsmarkedet, It sikkerhed og kryptering

CSC – er etikken i højsædet?

Synspunkt: Det er vigtigt, at vi og vore medlemmer reagerer, hvis der sjakres med sikkerheden, skriver PROSAs næstformand.

PROSA tog i starten af maj det usædvanlige skridt at melde en af vores arbejdsgivere – nemlig CSC - til politiet. CSC har udråbt dette som et kampskridt over for CSC som et led i den verserende konflikt på arbejdspladsen.

Men det er helt forkert opfattet. Der er helt andre bevæggrunde for, at vi er skredet til så drastisk en handling.

Sagen startede med, at en gruppe medarbejdere nedlagde arbejdet som protest mod det psykiske arbejdsmiljø, de blev budt. CSC krævede blandt andet, at vores medlemmer skulle oplære de folk, som senere under konflikten skulle agere som skruebrækkere. Andre af vores medlemmer blev herefter under protest beordret til at nulstille passwordet for nogle af de strejkende og senere bortviste medarbejdere.

De bortviste medarbejderes personlige adgangsrettigheder er herefter blevet benyttet af flere brugere. Dette blev observeret første gang 14. april – og straks indberettet som en uregelmæssighed til lederen, sikkerhedschefen, den administrerende direktør og personaledirektøren. Ingen af dem, som har indberettet dette, har fået svar på deres henvendelser. Så de sidder fortsat og udfører arbejde, som er i strid med deres arbejdsbeskrivelser, de etiske retningslinjer, som CSC netop har bedt dem om at underskrive, samt den sikkerhedsgodkendelse, som PET og FET har udstedt.

Når CSC's ledelse ikke reagerer på indberetningerne, bliver medarbejderen nødt til at gøre noget mere. PROSA valgte at anmelde det til politiet for at skabe opmærksomhed omkring dette problem – og at få denne praksis stoppet.

Der er også en anden vinkel på sagen: Vi lever i et af de mest gennemregistrerede samfund i verden. Staten har på CSC masser af (meget personlige og fortrolige) data liggende om alle danske borgere. Det er selvfølgelig helt essentielt, at vi kan have tillid til, at alle disse oplysninger behandles fuldt ud forsvarligt, og hvis der opstår sikkerhedsbrister, at det er muligt præcist at finde ud af, hvilke medarbejdere der har forårsaget dette.

Hvis der bruges forkerte identiteter, eller flere bruger samme identitet, er det ikke muligt med sikkerhed at finde den ansvarlige. Det er derfor vigtigt, at vi og vore medlemmer reagerer, hvis der sjakres med sikkerheden. Det er den eneste måde, hvor borgernes tillid kan sikres på sigt.

PROSA har altid haft en høj profil på dette område, og det vil være helt underminerende for vore egne synspunkter, hvis vi ikke forfølger dem – også når det er en af vore arbejdspladser, hvor sikkerheden tilsyneladende ikke tages alvorligt.