Diverse

Danmarks filmarv bliver digital

Foto: Ole Hoff-Lund

Det Danske Filminstitut er i fuld gang med at digitalisere den danske filmskat. Det kræver teknologi i verdensklasse samt dedikerede medarbejdere, der klargør de historiske kortfilm og spillefilm til det nye årtusinde – uden at filmene mister deres sjæl.

Der er sket meget i dansk film, siden den legendariske filmentreprenør Ole Olsen i 1906 grundlagde Nordisk Film og plantede dansk film solidt på verdenskortet. Dengang var Danmark absolut førende i filmindustrien sammen med Frankrig og Italien. I de følgende år opkøbte Nordisk Film en tredjedel af den tyske filmindustri og ejede flere end 60 biografer i Mellemeuropa.

Det var stumfilmens og de korte dokumentarfilms tid, men det var spillefilmen Den Hvide Slavehandel fra 1910, der blev det store gennembrud for Nordisk Film.

De gamle filmruller fra de gyldne dage ligger i dag bevaret på store metalreoler hos Det Danske Filminstitut i et industrikvarter i Glostrup. Men bag de grå bygningers anonyme ydre gemmer der sig teknologi i verdensklasse og en blomstrende dansk filmhistorie, der i disse år er i færd med at blive digitaliseret.

Arkivet rummer 50-60.000 filmtitler og 2,5 millioner stillbilleder samt manuskripter, plakater og filmprogrammer, som biografgæsterne fik stukket i hånden, inden de gik ind i mørket og så de klassiske ugerevyer inden selve filmvisningen.

– Desværre er 80 procent af stumfilmene forsvundet gennem årene. Men mange af de øvrige filmmaterialer er bevaret, og de fortæller også en vigtig historie om, hvordan film er blevet oplevet og lanceret dengang, siger museumsinspektør Thomas Christensen, der selv er stumfilmekspert.

Fra analog til digital

Filminstituttet har med støtte fra Kulturministeriet søsat projektet Danmark på Film, som har givet et stort løft til digitaliseringen og formidlingen af dansk film. Målet er, at hele den historiske filmsamling kan ses på nettet.

De første film blev tilgængelige i digitalt format i oktober 2015, og i dag er der mere end 1.000 dokumentariske filmklip fra perioden 1899-1995 fordelt ud over et interaktivt danmarkskort, så brugerne kan finde klip fra byer og egne, de interesserer sig for.

– Kulturarvsbevaring er enormt vigtig, og de historiske film er jo dokumentation for, hvem vi er som nation. Men vi bevarer ikke for at lægge på hylde. Vi gør det, for at kulturarven kan komme i spil – både forskningsmæssigt og i forhold til befolkningens interesse, siger Thomas Christensen.

Næste fase i projektet er i fuld gang. Filmteknikerne er begyndt at digitalisere mange af de klassiske dokumentarfilmværker – for eksempel Carl Th. Dreyers otte kortfilm samt dokumentarfilm af Jørgen Leth, Jørgen Roos og Henning Carlsen og en række af de film fra Dansk Filmcentral, som var en del af det faste skolekatalog.

– Jeg har selv set 16 millimeter film fremvist i skolens gymnastiksal, da jeg var dreng, og det er mange af den type film, vi nu er nået til at digitalisere. Så hvis man har en vis alder, vil man kunne genopleve sin barndom. Der er virkelig mange små perler iblandt det, vi sidder og arbejder med. De giver et fantastisk billede af en svunden tid, siger Thomas Christensen.

Bevares på køl i 500 år

Men digitaliseringen af de gamle, slidte filmruller er ikke nogen enkel proces. Medarbejderne, der ofte har både ti og tyve års erfaring, lægger deres hjerteblod i at sikre, at den digitale version af filmen bevarer sit historiske udtryk, samtidig med at farver og ridser så vidt muligt renses væk.

– Vi vil gerne bevare og fremvise filmene så originalt som muligt, men vi er ikke helt nået dertil, hvor vi tiltror, at digitaliseringen er en erstatning for de originale film. Det digitale er snarere en ekstra kopi, forklarer Thomas Christensen, mens han viser rundt i de store lagerhaller, hvor tusindvis af filmruller ligger stablet op med titler og årstal på.

Museumsinspektør Thomas Christensen viser rundt i Filminstituttets arkiver. Foto: Ole Hoff-Lund

Selv om digitaliseringen er i fokus, så får den analoge filmsamling også meget kærlighed. Og det betyder i dette tilfælde kulde. Filminstituttet har bygget kølerum, hvor filmene placeres i et stabilt klima ved en temperatur på fem grader og en luftfugtighed på 35 procent, så de ifølge museumsinspektøren kan bevares i deres oprindelige format i 500 år. De mest skrøbelige film kommer på frost ved minus fem grader, og dermed bliver levetiden snarere 2.500 år.

Men det ville være helt utænkeligt, at de analoge film blev smidt ud, bare fordi de bliver digitaliseret, forklarer Jørgen Christiansen, der er projektleder på Filminstituttet.

– Vores analoge samling er jo originalerne. De har også kantmarkeringer og splejsninger på filmrullerne, så på den måde fungerer de som en slags metadata, som vi ikke kan digitalisere, siger han.

En by ved navn København

På en tavle i fællesrummet hænger overblikket over de igangværende processer for de film, der er trukket op fra arkivet og nu gennemgår transformationen til digitale kopier. Processerne er  omfattende og indebærer klargøring, rens, scanning, prep, colorgrading, restaurering, mastering og backup.

Nogle film er så skrøbelige, at teknikerne ikke tør rense dem. Andre gange er det op til fagfolkene at vurdere, om det kan svare sig at rense filmene helt igennem, afhængigt af om en film forventes at skulle ses i en biograf eller kun på web.

– Der er også eksempler fra udlandet på, at restaureringen af de gamle film er overgjort, og hvor alt er fjernet, så det ikke længere ligner en film fra 1917. Og det er i mine øjne at gå for vidt. Vi har hele tiden en dialog om etikken, for vi skal ikke derhen, hvor filmen mister sin sjæl, siger Jørgen Christiansen.

Kvaliteten af de enkelte film svinger utroligt meget, afhængig af hvordan de har været opbevaret, og hvor mange gange de har været vist på en projektor. I øjeblikket er Jørgen Christiansen i gang med at restaurere filmen ’En by ved navn København’, som er skabt af Jørgen Roos i 1960 og er en slags reklame for København over for omverdenen.

– For 20 år siden ville du have sagt, at den ikke kunne restaureres, for vi har at gøre med en række udblegede, røde filmkopier. Det ville være voldsomt dyrt i hvert fald. Men med de moderne, digitale hjælpemidler kan vi komme så tæt på den oprindelige film som muligt. Og så prøver vi at gøre lyden så tydelig som muligt, siger projektleder Jørgen Christiansen.

Han understreger, at der er en høj grad af professionel stolthed forbundet med det digitale restaureringsarbejde, og at det i øjeblikket er formidlingen til danskerne, der har højest prioritet.

– Men vi håber på med tiden at tage fat på nogle af de større værker og lave en rigtig flot digital restaurering af dem, siger Jørgen Christiansen.

Sengekantfilm

På en af filmhylderne ligger pludselig en stak filmæsker med titlen ’Hopla på Sengekanten’. Et klassisk erotisk lystspil fra de frigjorte 1970’ere med Vivi Rau og Ole Søltoft i hovedrollerne. De legendariske sengekantfilm er en del af en omfattende filmsamling, som Det Danske Filminstitut fik fingre i, da instituttet sidste år overtog det ene af de fire store historiske filmstudiers samling, Palladium-samlingen.

– Og den vil vi naturligvis arbejde på at digitalisere fremover og gøre tilgængelig både på dvd, web og i biografkvalitet, siger Thomas Christensen.

De gamle Sengekantfilm er også på vej til at blive digitaliseret. Foto: Ole Hoff-Lund

Han understreger, at sengekantfilmene mere er et sjovt kuriosum, for der er andre og umiddelbart mere interessante film i Palladium-samlingen – blandt andet Dreyers tre store, kendte tonefilmværker.

– Palladium sluttede med at lave sengekantfilm, men det var Fy og Bi, som Palladium blev kendt på. Fy og Bi startede i stumfilmtiden og var internationalt berømte i slutningen af 1920’erne. Men inde imellem det ligger der rigtig solide, spændende spillefilm, som sjældent er set, af meget høj visuel og kunstnerisk kvalitet fra 1940’erne og 1950’erne, siger Thomas Christensen.

Voldsomme datamængder

Vi er nået frem til Filminstituttets digitale hjerte, hvor serverne brummer og blinker i mørket. Og der er brug for store muskler. En digital master til en spillefilm fylder i omegnen af 1,5 terabyte, mens en visningskopi til biograferne fylder cirka 180 gigabyte, så det er voldsomme datamængder, der skal behandles.

– Vi er hele tiden nødt til at opgradere vores systemer. Store dele af vores digitale repository skal løbende opjusteres, og stort set alt i systemet er udskiftet de seneste fem år. Datavolumen er voldsomt stor, så der er meget procesvedligehold. For os er det en succes, at der ikke sker noget. At vi ikke mister noget, siger Thomas Christensen.

Han åbner døren på klem til serverrummet med et lille glimt af ærefrygt i øjnene.

– Det er en 200 terabyte live-server, som scanner i 4K. Det er state of the art. Vi tester virkelig toppen af poppen af, og det kommer bag på mange af vores leverandører, at vi er oppe i den vægtklasse. Den kan håndtere 75 billeder hvert sekund, siger Thomas Christensen.

I øjeblikket kan medarbejderne klargøre cirka 10 kortfilm om ugen afhængig af længde og kvalitet.

– Men jo flere film vi gør tilgængelige, jo større er interessen for at se dem. Efter at vi er begyndt at scanne de gamle kortfilm, er behovet eksploderet. Så kompleksiteten stiger, og behovet vokser, siger han.

De ukomprimerede digitale film betyder, at Filminstituttet er nødt til både at have udstyr, der kan håndtere at optage den store mængde data og information, og et digitalt bevaringsarkiv, hvor de digitale data bliver langtidsbevaret.

– En spillefilm indeholder typisk omkring 130.000 stillbilleder, som skal håndteres enkeltvis, og det bliver til rigtig store datamængder. I øjeblikket håndterer vi en halv petabyte om ugen. Det var jo fremtidsmusik for fem-syv år siden, men vi slår stadig hovedet mod grænsen for, hvad der teknologisk kan leveres i dag, for vi har store krav for de levende billeder, siger Thomas Christensen.

Nye digitale udfordringer

It-systemerne og deres ydeevne spiller en stadig større rolle for Filminstituttet, der i august søgte efter en systemadministrator, som skal spænde bredt – for at sige det mildt.

Thomas Christensen forklarer, at der i den ene ende er et digitalt produktionsmiljø med levende billedfiler, som skal håndteres i et superhurtigt, men datatungt produktionsmiljø. Derfra skal det føres videre via netværk til også at have storage og passiv opbevaring.

I den anden ende er der en aktiv datahåndtering, som gør, at man skal have styr på store produktionsfiler og konvertering samt sikre, at der ikke er datatab, og at dataflowet er så effektivt som muligt.

Samtidig ligger der en udfordring i, at den nuværende teknologi hurtigt kan blive overhalet af andre formater.

– Vi skal tænke i et 500 års perspektiv. Derfor skal vi også tænke i, at hvis vi vælger en bestemt type teknologi, risikerer vi så at fravælge en ny teknik i fremtiden? Vi skal undgå, at vi har malet os op i et hjørne af teknologien, hvis der pludselig kommer et kvantespring, der fører os i en anden teknologisk retning. Så der er nogle abstrakte digitale opbevaringsforhold, som vi skal forholde os til, siger Thomas Christensen.

Han understreger, at når vi taler om digital bevaring, så er der ikke noget som helst, der er passivt – i modsætning til langtidsopbevaringen af de analoge filmruller. Tværtimod skal der en løbende, aktiv indsats til for at vedligeholde de digitale data, og omkostningerne til digital bevaring vil på sigt overstige udgifterne til de analoge samlinger.

– Men det giver tryghed at have de analoge masters liggende. På den måde kan vi nogle gange spare penge i forhold til den kvalitet, vi vælger at digitalisere filmene i nu, for vi kan altid gå tilbage til det originale materiale og digitalisere til et niveau, som matcher, hvad vi har behov for om fem, ti eller tyve år, siger Thomas Christensen.

– Så på alle måder prioriterer vi vores ressourcer bedst muligt og forventer i mange hundrede år endnu at leve i en hybridverden, hvor det analoge og det digitale lever lykkeligt side om side.

Hvor stor er en petabyte?

Det Danske Filminstitut håndterer hver uge enorme mængder data i petabyte-størrelse under arbejdet med at digitalisere den danske filmarv. Men hvor stor er en petabyte (PB) egentlig – ud over at være 1.000.000.000.000.000 byte eller 1.000 terabyte?

  • ·       Det kræver 1,5 millioner CD-rom'er at gemme 1 PB.

  • ·       Det anslås, at den menneskelige hjerne kan lagre cirka 2,5 PB.

  • ·       Hvis du optager 3,4 års uafbrudt HD-video, vil det fylde cirka 1 PB.

  • ·       1 PB svarer til, at du lagrer 4.000 digitale fotos hver dag hele livet.

Kilde: lifewire.com

Læs mere om digital bevaring på digitalbevaring.dk

Kom til rundvisning i filmarkivet: Fra slidte filmruller til digital kulturformidling

Kom med til rundvisning i Det Danske Filminstituts Filmarkiv den 21. nov. og hør om arbejdet med digitalisering af dansk film- og dokumentations-materiale.

https://www.prosa.dk/nc/arrangementer/arrangement/rundvisning-i-filmarkivet-fra-slidte-filmruller-til-digital-kulturformidling/

159752159634159637159638159753 159754 159745
preload Themeimage 0preload Themeimage 1preload Themeimage 2preload Themeimage 3preload Themeimage 4preload Themeimage 5preload Themeimage 6preload Themeimage 7preload Themeimage 8preload Themeimage 9preload Themeimage 10preload Themeimage 11preload Themeimage 12preload Themeimage 13preload Themeimage 14preload Themeimage 15preload Themeimage 16preload Themeimage 17preload Themeimage 18preload Themeimage 19preload Themeimage 20preload Themeimage 21preload Themeimage 22preload Themeimage 23preload Themeimage 24preload Themeimage 25preload Themeimage 26preload Themeimage 27preload Themeimage 28
Please confirm
No
Yes
Information
Ok
Previous Next Hide preview images
Close webpage preview
Loading preview ...
*: obligatoriske felter
Cancel reply
Your comment will be a reply on the following comment:

Ingen kommentarer