Digital forvaltning

Den digitale vej til velfærd

Synspunkt: En ny digital strategi handler ikke kun om teknologi, skriver PROSAs formand.

Der er kommet en ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi, der skal være med til at åbne døren til fremtidens velfærd.

Strategien har som mål, at det frem mod 2015 skal blive obligatorisk at bruge digitale løsninger i kommunikationen med de offentlige myndigheder. I stedet for at bruge skattekronerne på porto og papirflytteri skal ansøgninger, indberetninger, breve og al anden skriftlig kommunikation som udgangspunkt alene foregå digitalt for både borgere og virksomheder.

Nu kan ingen vel have noget imod, at vi både sparer skattekroner og får en mere effektiv måde at kommunikere med det offentlige på. Der er dog stadig en række udfordringer i strategien, både hvad angår fremgangsmåden som indholdet.

Nyeste tal fra 'It i praksis' fra Dansk IT viser, at lidt over halvdelen (56 procent) af borgerne er trygge ved at selvbetjene sig. Det viser, at der trods alt er et stykke vej endnu, før vi nærmer os fuld accept af (tvungen) digital selvbetjening. Tvang virker selvfølgelig i en vis udstrækning, men giver sjældent gode løsninger. Den store udfordring bliver at få lavet digitale løsninger, der er så velfungerende, at borgerne hellere vil bruge dem end den personlige kontakt.

Hvis de digitale løsninger ikke opleves kvalitativt bedre end de nuværende løsninger, vil det nok snarere skabe modstand mod løsningerne. Og så må vi ikke glemme i den digitale begejstring, at der stadig er mange borgere, der finder det skræmmende at skulle kontakte myndigheder gennem upersonlige systemer, eller som simpelthen ikke evner at bruge de digitale muligheder. De skal fortsat have muligheden for den personlige betjening, hvis vi ikke skal ende med, at en del af borgerne hægtes af den samfundsmæssige udvikling.

En ny digital strategi handler ikke kun om teknologi. Det kræver omstilling af den måde, det offentlige tænker og arbejder på, det kræver organisatoriske ændringer, og det kræver, at borgerne inddrages i udviklingen af de digitale services. Det er jo ikke nogen større hemmelighed, at brugerinddragelse og brugervenlighed er nøglebegreber for en succesfuld udvikling og brug af digitale løsninger, men da det samtidig er begreber, der kan være med til at forøge omkostningerne ved projekterne, er der en tendens til ikke at udnytte potentialet fuldt ud.

Den nye digitale strategi nævner nogle af disse problemstillinger, men så længe fokus er på offentlige besparelser, er jeg bange for, at de gode intentioner om brugervenlighed, brugerinddragelse og en højnelse af kvaliteten i kontakten med det offentlige nedprioriteres i forhold til de kortsigtede budgetmål.

Det kræver derfor en større omstilling i den offentlige tænkning, hvis den digitale vej til fremtidens velfærd ikke skal ende som en blindgyde.

Læs og diskuter synspunktet på www.prosa.dk