Arbejdsmarkedet

Det offentlige og dobbeltmoral

Mens regeringen, både den nuværende og den forrige, har travlt med at tale om arbejdsmarkedets brug for arbejdskraft – lige rundt om hjørnet, så er situationen en anden ude på arbejdspladserne.

Efter det private arbejdsmarked blev hårdt ramt i 2008 og 2009, er det det seneste år det offentlige arbejdsmarked, der er blevet ramt. Staten, regionerne og særligt kommunerne har måttet tilpasse omkostningerne til indtægterne. Det har betydet fyringsrunder inden for stort set alle området – også it-området har været udsat for fyringsrunder.

Nu er det kommet frem, at blandt de fyrede udgør medarbejderne over 50 år en markant større andel end blandt dem, der forblev ansat. Med andre ord, når det offentlige skiller sig af med nogle af deres medarbejdere, tager de dem over 50.

Samtidig er alle politikerne – næsten uanset tilhørsforhold, og om det er stat eller kommune – enige om en ting. Vi skal blive længere tid på arbejdsmarkedet. Borgere skal ikke være på passiv forsørgelse, som f.eks. førtidspension, nej, de skal ud på arbejdsmarkedet og være en del af arbejdsstyrken.

Så vi har et paradoks. På den ene side siger politikerne, at vi skal blive længere tid på arbejdsmarkedet, og vi skal ikke gå på efterløn. På den anden side, når de skal lave personaletilpasninger, tager de først og fremmest de ældste og smider dem på gaden.

I de seneste år er ledigheden steget i PROSA, herunder også blandt de unge – de nyuddannede. Deres problem er oftest, at de jo i sagens natur mangler erfaring. Fra arbejdsgiverne hører vi oftest, at de efterspørger erfarne folk.

Det, kan vi nu konstatere, gælder ikke offentlige arbejdsgivere. I det offentlige er erfaring ikke noget, der er brug for. Derfor er det dem med mest erfaring, det offentlige helst vil af med. Man undres ...

Så moralen må være, at moral er godt – dobbeltmoral er dobbelt så godt.