Arbejdsmarkedet

DM støtter PROSA i CSC-konflikten

Dansk Magisterforening udtrykker nu sin støtte til PROSA-medlemmerne på CSC.

Akademikerklubben i CSC har opfordret deres ”hovedforeninger” IDA, Dansk Magisterforening (DM), DJØF og Arkitektforbundet til at støtte PROSA såvel økonomisk som politisk i konflikten med CSC. 
Foreløbig har DM udtrykt sin støtte i denne meddelelse.

Og i sidste uge sendte DM Privat nedenstående mail til sine medlemmer:
"Til DMprivats medlemmer!
 Arbejdsgivernes lockout af ansatte i it-firmaet CSC kan medføre, at andre arbejdsgivere vil udføre det konfliktramte arbejde
 Men alle ikke-ledende ansatte  – ikke bare i CSC – men på alle arbejdspladser, har ifølge den danske arbejdsret ret til at nægte at påtage sig konfliktramt arbejde. 
 DM vil derfor opfordre alle medlemmer til 
 •    at være opmærksom på, om der kommer arbejdsopgaver ind, som kunne tænkes at være nogen, som de konfliktramte på CSC skulle have udført
•    at afvise at medvirke til at udføre sådant arbejde.
Hvis du er i tvivl om, om der er tale om konfliktramt arbejde, 
•    så kan du ringe til DMs tillidsrepræsentanter på CSC Danmark Jens Groth Andreasen 2923 65 97 eller Peter Thorning 29 23 45 73
Hvis du er i tvivl om det arbejdsretlige grundlag for at kunne sig nej til konfliktramt arbejde, eller opstår der problemer med din arbejdsgiver
•    så kan du kontakte konsulent Klaus Liebing i DMs sekretariat 38156620.
Konflikten berører endnu ikke DM-medlemmer. Men det kan den komme til. 
For ledelsen i CSC har krævet af medlemmerne af fagforeningen Prosa, at de går væsentligt ned i løn, får forringet deres ansættelsevilkår væsentligt og får fjernet deres tryghedsaftaler. Og da Prosa har sagt nej, har arbejdsgiveren nu lockoutet et stort antal medlemmer. Det betyder, at de ikke må arbejde og ikke får løn. Prosa giver dem i stedet konfliktunderstøttelse fra deres strejkekasse.  Prosa har nu som modsvar varslet et antal i strejke. 
Samtidig har arbejdsgiveren meddelt, at de har aftaler med andre it-firmaer om at udføre det konfliktramte arbejde. 
Hvis Prosa må bøje sig for kravene, forventer DM og de andre akademikerorganisationer, at de vil blive presset på samme måde.
Venlig hilsen
Frederik Dehlholm
formand for DMprivat
/Klaus Liebing"