Efteruddannelse, It-tendenser, Kompetenceudvikling

Er du klar til karriereskift?

Bagsiden: Den tekniske udvikling og opdateret lovgivning kan give dig nye karrieremuligheder som it-professionel. Tør du udnytte dem?

Mens forskere og eksperter diskuterer de samfundsmæssige konsekvenser af begreber som kunstig intelligens og machine learning, har EU i årevis forberedt sig på at forbedre beskyttelsen af borgernes data. De to helt forskellige udviklinger forvarsler henholdsvis potentiel massearbejdsløshed i produktionsvirksomheder forårsaget af robotteknologi og noget, der kan tolkes som et øget databehandlingsbureaukrati. Men begge dele kan du drage nytte af som it-professionel, for der er potentielle jobmuligheder i dem.

Vi ved, at der kommer nye jobfunktioner primært i den offentlige sektor, hvor databeskyttelsesansvarlige, de såkaldte Data Protection Officers (DPO'er), rykker ind fra maj 2018. I temaet i indeværende blad kan du læse mere om DPO'erne.

Er du eksempelvis en driftsmand, som elsker at have styr på dine systemer og er glad for den automation, som virtualiserings- og cloud-teknologier tilbyder, men samtidig bekymret over, at dine jobfunktioner reduceres, så overvej, om DPO-funktionen ikke helt naturligt bør ligge hos en opkvalificeret udgave af dig selv frem for hos bogholdere eller jurister. Til din inspiration er en håndfuld PROSA-medlemmer i mere end et år jævnligt mødtes for sammen at blive klogere på den relaterede lovgivning, EU’s databeskyttelsesforordning, som der er bred enighed om er en slags fremskridt for sikring af bedre privatlivsbeskyttelse snarere end øget bureaukrati. Sammen med dine kolleger kan du blive klogere.

Er du udvikler, hvad så med at begynde at efterspørge efteruddannelsesmuligheder helt bredt hos din arbejdsgiver? Se på online-selvstudier og de værktøjer, der begynder at dukke op til at automatisere automation. Behovet for de færdigheder er efterspurgte. Og tidligere på året så jeg to totalt udsolgte græsrodskurser udbudt i min bydel i København. (Folkene bag kurser og værktøjer kan du læse mere om i den kommende udgave af Prosabladet). Det internationale analysefirma Gartner kan også berette, at en global analyse af 1,2 milliarder jobfunktioner viser, at der i en by som Paris blot findes seks personer, der er kvalificerede og interesserede i at søge it-jobs, som skal udfylde det eksploderende behov for udviklere af automations-teknologier. På kanten til et nyt år lyder de udviklingstræk ikke nedslående.