Hvis man ser på den opvoksende generation, som er født med Gameboy og Arto, Facebook og League of Legends, så ser vi på en generation af unge som bevæger sig flydende mellem den virtuelle verden og den ”virkelige” verden. Der bliver opbygget nye sociale og samarbejdskompetencer i den virtuelle verden og der bliver leget og konkurreret om at være dygtigst i ganske komplicerede universer.
Man bliver kun god til spillet World of Warcraft, hvis man sætter sig grundigt ind i, hvordan ens figur bedst udnytter sine evner. Den viden, der skal til, for at man er på omgangshøjde med de andre, skal hele tiden holdes ved lige, ellers sakker man med det samme bagud i forhold til de andre på holdet og i forhold til de andre hold, man kæmper mod. Samtidig skal man have evnen til at samarbejde i en gruppe med andre spillere i andre lande, som oftest på internettets modersmål, engelsk.
Twitter er mere end café latte
Twitter - som måske for nogen har været en lidt uklar social tjeneste, som mest handlede om, at man kunne fortælle vennerne, at man nu fik en café latte på byens hotteste cafe - har i virkeligheden vist sig at være meget, meget andet end bare pjat. Journalister, it-folk, eksperter i sociale medier, forskere, nyhedsnarkomaner og en række andre grupper bruger Twitter til opdatering og videreformidling af viden.
Det er et uformelt socialt netværk, hvor man deler viden med folk, man deler interesse og felt med i en blanding af lette personlige refleksioner og tunge faglige erkendelser. Netværket består ikke af dem, man tilfældigvis gik i skole med, men derimod med dem, man ville ønske man gik i skole med. På den måde adskiller det sig meget fra Facebook, som ofte mere er henvendt til eksisterende netværk etableret udenfor det virtuelle rum.
Fremtiden er social
Både World of Warcraft og Twitter er eksempler på, hvordan vores videnssamfund i praksis formår at organisere og inddrage brugerne. Fremtidens arbejdsmarked kommer helt givet til at gøre stadigt mere brug af de mange nye måder at indrette arbejde og privatliv, kreativitet og leg, konkurrence og stort ansvar for egen succes.
Vi har både set eksempler på, at store virksomheder crowd-sourcer løsningen af opgaver samt trenden med at stille en ramme til rådighed for brugerne i form af en app-store, hvor vi alle kan forsøge at slå igennem med vores gode idé og viden.
Det har mange spændende perspektiver, og vi som fagforening har en vigtig rolle at spille for at sikre, at det ikke bliver et kaotisk Klondike-arbejdsmarked uden regulering og sikring af ordentlige rettigheder for borgerne. Der er en stor opgave i at finde gode regler for, hvordan man kan organisere vidensarbejdere i løst og fast knyttede netværk, der kan være utroligt flygtige.
Men det er helt sikkert et arbejdsmarked, vi kan se er på vej, og vi skal være en del af udformningen af det, frem for at se passivt til, mens det udfoldes for vore øjne.
Skills i skolen
I den forbindelse er det værd at vende tilbage til skolen. For hvad gøres der for at fremme de mange nye kompetencer som nogle af eleverne bruger så meget af deres fritid på at tilegne sig? Og hvad sker der med den gruppe af unge, som ikke har mulighederne for at dygtiggøre sig? Og omvendt, hvad sker der med de elever, som klarer sig godt i den nye verden, men som ikke passer ind i et skolesystem, der optimerer undervisningen til det gammeldags industrisamfund?
Problemet er at de skills, unge opnår på nettet, slet ikke honoreres i den folkeskole og i den uddannelsessektor, de samtidig er udsat for IRL.
Det nemme for mig er at sige, at vi BØR tilpasse vore kompetencer til den nye verden og holde os opgraderede, så vi ikke sakker bagud i konkurrencen om at skabe og fastholde de nye spændende job. Det er en opgave for uddannelsessystemet og det er en opgave for os, arbejdsmarkedets parter.
Hvad skal vi mene?
Det vanskelige for mig er at blive helt konkret. Hvad skal vi mene som organ for de it-professionelle, hvordan finder vi den rette balance mellem konservatismen i at bibeholde vores nuværende aftaler og det dynamiske i at tilpasse os globalisering og digitaliseringens virkelighed?
Og hvad skal der til for at skolen kan omfavne den nye verden og sikre, at vore skoleelever bliver kompetente aktører i fremtidens samfund?
Jeg er optaget af emnet, så hvis du støder på interessante synspunkter eller viden, så kast et tweet til a_schioler, eller skriv nogle bud her…
Tænk, hvis nogle af disse spørgsmål kunne indgå i den kommende valgkamp, hvor dristige politikere kunne byde på politiske visioner, som forholder sig til perspektiverne og mulighederne i vores digitale, globale fremtid.
