Løn, Ansættelsesforhold

Få mere i løn: Forbered dig og drop de pæne manerer

Penge hænger desværre sjældent på træerne, så du kommer til at arbejde for dem. Her er en tjekliste, så du kan få mest muligt ud af indsatsen. Foto: Shutterstock

Et nyt år byder ofte på lønsamtaler – her er en tjekliste, du kan bruge til at forberede dig. Og ja, forberedelse er nøgleordet, hvis du vil have mere i løn i 2019.

Det er ikke nemt at forhandle løn. Til gengæld skal du regne med, at det er hurtigt overstået, for en lønsamtale varer sjældent mere end 10 minutter. Men for at få det maksimale ud af dem, skal du forberede dig, lægge en strategi og ikke være bange for at droppe de pæne manerer og fortælle, hvorfor lige netop din indsats fortjener mere. Her er en tjekliste, du kan bruge til at forberede dig:

1: Skriv dine præstationer ned. Du skal ikke regne med, at chefen har fundet dem frem.

2: Gør dig klart, hvad du vil opnå med samtalen. Mere i løn virker oplagt, men der er andre muligheder for at forbedre sine ansættelsesvilkår. Det kan være, du vil bede om en arbejdsgiverbetalt telefon, uddannelse eller flere procent i pension? Hvis virksomheden ikke har overskud, kan du også efterspørge goder som mere frihed.

3: Tjek lønstatistikken. PROSA laver hvert år en lønstatistik, hvor du kan se, hvad andre med lignende stillinger og anciennitet tjener. Hvorfor skulle du tjene mindre end dem? Tal også løn med dine kolleger – din arbejdsgiver kan ikke bestemme, om I må tale om jeres løn.

4: Udvælg de stærkeste argumenter til samtalen. Den vil være kort, og hvis du skal igennem 10 nogenlunde gode grunde til, at din indsats er mere værd, så bliver du nemt fejet af banen. Gå med de tre bedste grunde, og hav svar parat på de kritiske spørgsmål, der kan blive stillet til dem.

5: Tænk langsigtet. Fik du ikke, hvad du ville? Så spørg din chef, hvad der skal til, for at du kan få det næste gang. Og husk, at din næste lønsamtale ikke behøver at være om et år – du kan bede om, at I tager en forhandling om fx et halvt år. Det kan også være en idé, hvis du er midt i et projekt, der lige er et par måneder fra at kaste gode resultater af sig.

6: Hold din chef op på aftalerne. Hvis chefen ikke selv tager initiativ til det, så send umiddelbart efter samtalen en opsummering af det aftalte (også hvis du ikke har fået det ønskede resultat, men din chef har givet dig en vurdering af, hvad der skal til for at du får fx mere i løn næste gang). Bed din chef bekræfte, hvad I har aftalt, så der ikke er nogen tvivl om, hvad I har aftalt om dine vilkår, eller hvordan du kan forbedre dem.

Husk, at du bruge PROSA:Som medlem af PROSA kan du få din ansættelseskontrakt gennemgået af jurister. Det kan også give inspiration til, hvad du kan bede din chef om ved en forhandling. Medlemskabet af PROSA giver også mulighed for karrieresamtaler og deltagelse i kurser om blandt andet lønforhandling. Se oversigten over PROSAs arrangementer her.

botMessage_toctoc_comments_9210