Studerende

Flere unge begynder på en it­-uddannelse

Foto: ITU

Lidt flere end 5.500 unge mennesker tager her til efteråret hul på en it-uddannelse, der gør det muligt at blive optaget i PROSA. Det er otte procent flere end sidste år.

Et eksamensbevis skulle gerne være adgangsbilletten til arbejdsmarkedet. Derfor glæder årets optag af it-studerende Michael Tøttrup, der er ledelseskonsulent i PROSA med særligt fokus på uddannelse.

Tallene fra Den Koordinerede Tilmelding, KOT, viser, at civilingeniøruddannelserne har haft en markant fremgang på 24 procent i forhold til sidste år, og det samme har de økonomiske og merkantile uddannelser. Optaget på landets datalogiuddannelser ligger på samme niveau som sidste år, og det gør sig også gældende for it-uddannelserne på erhvervsakademierne – datamatikere og it-teknologer. De forskellige bacheloruddannelser på universiteterne har samlet optaget 20 procent flere studerende end sidste år, hvorimod diplomingeniøruddannelserne har haft en nedgang på 11 procent.
– Det er især positivt, at de meget teknisk tunge civilingeniøruddannelser vækster kraftigt, siger Michael Tøttrup.

Han hæfter sig også ved, at de erhvervsøkonomiske it-uddannelser har lokket de unge til.
– Den nye uddannelse fra Københavns Universitet, der kombinerer datalogi og økonomi, er kommet godt fra start med 63 studerende, og vi kan også se, at CBS i høj grad driver væksten på det område, siger han.

Michael Tøttrup kigger først og fremmest på tallene ud fra en vurdering af, om dimittenderne kan få job efter endt studie.
– En uddannelse skal først og fremmest give de kompetencer, som arbejdsgiverne efterspørger, for det er jo ærgerligt at uddanne sig til ledighed. Der er ingen tvivl om, at arbejdsgivernes efterspørgsel på it-profiler med en teknisk og softwaremæssig tyngde bare stiger og stiger, så det er godt, at optaget på de studier også stiger, siger han.

Men tallene afslører også, at gruppen af studerende, der kombinerer it med kommunikation og lignende, er steget med hele 27 procent. Det betegner Michael Tøttrup, som en ”overproduktion af design- og kommunikationsprofiler inden for it”.
– Og det er trist. Vi kan i vores traineeprojekt se, at det er netop den gruppe, som vi har sværest ved at hjælpe ind på arbejdsmarkedet. Med dette års stigning i optaget på netop dette område, forudser jeg desværre, at vi om nogle år vil få en øget udfordring med at få disse ­dimittender i job, siger han.

KOT-optag

Denne artikel drejer sig alene om optaget via Den Koordinerede Tilmelding, KOT. Det betyder, at der er en række uddannelser, som ikke er repræsenteret. Det drejer sig om alle erhvervsuddannelserne, som eksempelvis it-supporter, overbygningsuddannelserne til akademiuddannelser såsom professionsbachelor i softwareudvikling samt kandidatoverbygninger som blandt andet cand.it-uddannelserne.

botMessage_toctoc_comments_9210