Forstå det lave ferietillæg i 2020

Rigtig mange glemmer, at de er berettiget til ferietillæg, og en stor del ved ikke, hvad det går ud på. Vi klæder dig godt på til ferielovens overgangsperiode og har samlet alt, du skal vide om dit ferietillæg i år.

Ferietillæg er 1% af din løn fra sidste kalenderår, som du får udbetalt, når du holder ferie med løn. Såfremt du ikke afholder ferie med løn, eksempelvis ved jobskifte, har du ret til at få din feriegodtgørelse udbetalt af FerieKonto som kompensation herfor. Her vil ferietillægget fremgå som en del af godtgørelsen.

Hvad betyder det i år?
Den nye ferielov træder i kraft 1. september 2020, og dét kommer til at få indflydelse på dit ferietillæg i år. Normalt bliver tillægget optjent over 12 måneder (1. januar til 31. december). Men på grund af overgangen til den nye ferielov bliver optjeningsperioden kortere (1. januar til 31. august 2019) og dermed bliver dit samlede ferietillæg for perioden tilsvarende lavere. Ferietillægget optjent i denne periode bliver som sædvanlig udbetalt her til foråret, eller når du vælger at afholde ferie. Udbetalingstidspunktet afhænger af, hvilken løsning din arbejdsgiver normalt kører med.

Hvordan hænger det sammen?
I hele overgangsperioden (1. september 2019 til 31. august 2020) optjener du feriepenge som normalt, men i stedet for at få dem udbetalt bliver de indefrosset i en ny fond for lønmodtagernes feriemidler. Det betyder, at dit ferietillæg optjent i samme periode også indefryses. Ferietillægget er nemlig en del af de 12,5% af din ferieberettigede løn (feriepenge). Derfor kan du altså kun se frem til at få udbetalt det lave ferietillæg, som du har optjent før overgangsperioden (før 1. september 2019).

Hvad betyder det fremover?
Når den nye ferielov er fuldt indfaset, vil tidspunktet for udbetaling af dit ferietillæg fremover også ændre sig. Din arbejdsgiver kan vælge mellem to modeller:

  1. Ferietillægget udbetales løbende, når du afholder ferie.
  2. Ferietillægget deles op og udbetales to gange årligt.

I den sidste model vil første rate af dit ferietillæg være det, du optjener fra 1. september til 31. maj. Det skal udbetales sammen med din løn for maj måned. Den sidste rate er det ferietillæg, du optjener fra 1. juni til 31. august, og bliver udbetalt sammen med din augustløn.

Forhøjet ferietillæg
Hvis du er så heldig, at din arbejdsgiver betaler et højere ferietillæg end den ene procent, som ferieloven foreskriver, medfører det nogle ændringer, du skal være opmærksom på. Fonden for de indefrosne feriemidler holder nemlig ikke øje med, om dit forhøjede ferietillæg bliver indbetalt på korrekt vis. Så hvis du ikke allerede har hørt noget fra din arbejdsgiver om, hvordan de vil håndtere denne indbetaling, bør du kontakte din HR-afdeling. På den måde sikrer du, at du får udbetalt det ferietillæg, du er berettiget til.

Kom til kurser om ferieloven

PROSA holder løbende kurser om den nye ferielov. Kontakt faglig@prosa.dk

for mere info eller hold øje med vores online arrangementskalender: www.prosa.dk/arrangementer/