It og samfund

Gamle computerspil på Teknisk Museum

50 års computerspilhistorie er kommet på museum og kan frem til den 20. oktober opleves på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, hvor det også er muligt at prøve 25 computerspil som Space Invaders eller Pac-Man på originale konsol- og arkademaskiner.

Spillene er udvalgt af spilguruen Jakob Stegelmann, der har været en nøgleperson i udstillingens tilblivelse og har skrevet mange af udstillingens tekster.

Særudstillingen NEXT LEVEL rummer alt lige fra Danmarks allerførste computerspil til e-sportsholdet Astralis’ seneste trofæer fra de store Counterstrike-turneringer. Det er også lykkedes museet at låne den eneste originale udgave af det første danske computerspil, NIMBI, fra Bornholms Tekniske Samling.

”NIMBI er udviklet af den danske matematiker og opfinder Piet Hein i starten af 1960’erne. Vi glæder os til at kunne vise det originale spil på museet, men også give vores besøgende mulighed for at spille spillet på en nyere udgave”, siger museumsinspektør Jakob Caspersen i en pressemeddelelse.

PROSA arrangerer en guidet tur på udstillingen den 12. september kl. 17-19

ohl