Systemudvikling og systemer

GOTO 2016: "Et sted, hvor ting mødes"

Det er 20 år siden, den første GOTO-konference blev afholdt – dengang under navnet JAOO. I 2016-udgaven blev konferencen afholdt i København, og Jørn Larsen, stifter af og CEO i Trifork, der arrangerer konferencen, har været med fra starten. 

– Det har altid være et mål for GOTO-konferencen at være "et sted, hvor ting mødes". De senere år har der været en klar tendens til, at hardware og software i stigende grad smelter sammen, og det er for eksempel baggrunden for, at robotter og droner i år ligesom sidste år fylder en del i programmet, siger han.

Han peger på keynote-speakeren Raffaello d'Andrea som utroligt interessant i den forbindelse og opfordrer til, at man ser hans præsentation fra konferencen (kommer den online?) eller fra hans TED Talk i februar i år.

En anden tendens, som konferencen afspejler, er det nye fokus på machine learning. 

– Vi er selvfølgelig ikke de eneste, der har spottet denne tendens, men en af grundene til, at vi har taget det med i år, er, at nu er hele teorien bag machine learning ved at blive transformeret til konkrete værktøjer og libraries, som udviklere kan tage i anvendelse, siger Jørn Larsen.

På trods af det oprindelige navn har GOTO ifølge Jørn Larsen aldrig været en egentlig Java-konference.

– I starten var vi ganske vist ret sprogorienterede, men metodikkerne, specielt de agile, har altid fyldt meget, fortæller han og peger på Dan Norths keynote, hvor han præsenterer en version 2 af det Agile Manifest, som et vigtigt indlæg på konferencen.

(Billedforslag: Jørn Larsen, Trifork 2.JPG)