Uddannelse, Fagforeningernes rolle, Studerende

Hack Your Future søger frivillige

HackYourFuture, der underviser flygtninge, asylansøgere og andre grupper af udlændinge i at programmere, har udvidet med et hold i Odense og leder derfor efter flere frivillige mentorer, der vil undervise de kommende webudviklere.

HackYourFuture er et syv måneders forløb, hvor deltagerne undervises i frontend og backend webudvikling, og de lærer både at blive gode problemløsere og aktive deltagere i et team, fortæller Marie Hoff, der er community manager i HackYourFuture.

– Som frivillig underviser hjælper du ikke kun andre mennesker til at blive webudviklere. Du får også ny viden, styrker dine faglige færdigheder og øger dit netværk. Derfor prøver vi lige nu at sprede budskabet til webudviklere og virksomheder i Odense, som arbejder med JavaScript, Database, NodeJS eller React, siger hun.

HackYourFuture samarbejder i forvejen med en række virksomheder i både København og Odense, der stiller lokaler til rådighed og arrangerer workshops – deriblandt Jysk Fynske Medier, Pleo, Zendesk, Siteimprove og PROSA. 50 af de tidligere studerende er kommet i beskæftigelse.

Du kan læse mere på hackyourfuture.dk