"Hvad skal man egentlig med en fagforening" spurgte den unge nyuddannede ingeniør, da jeg stod og pakkede mine ting sammen for at starte som projektleder på ØST/VEST-projektet i PROSA.
Det spørgsmål tog jeg med mig og stillede til en del PROSAmedlemmer i forskellige sammenhænge. Her vil jeg prøve at skyde mig ind på nogle af svarene, vel vidende, at det er en diskussion, der foregår både i LO, FTF og AC, og at vi stadig er langt fra en fyldestgørende definition på fagbevægelsens rolle i den såkaldte ny økonomi.
Igennem det sidste halve år har PROSAbladet bragt artikler om de ændrede økonomiske betingelsers indflydelse på ledelses- og samarbejdsformer. Det er inden for den videnstunge del af den såkaldte nye økonomi, at vi ser forandringerne slå klarest og renest igennem. Specielt for PROSAs medlemmer har disse forandringer haft så stor indflydelse, at vi efterhånden kan begynde at drage nogle slutninger.
Mange siger, at klassekampen er forbi, men ikke ret mange fortæller, hvordan den endte. For mig er der ingen tvivl om, at så længe der eksisterer arbejdsgivere, er der også brug for fagforeninger. Men det er lige så klart, at arbejdsbetingelser og opgaver skifter i takt med den øvrige samfundsudvikling.
Helt fundamentalt og overordnet, mener jeg, at alle fagforeninger har til opgave at:
Sikre medlemmerne så gode arbejdsliv som muligt
- Sikre bedst mulige løn- og arbejdsvilkår
- Forsikre medlemmerne via individuel medlemsservice og a-kasse
- Sikre og vedligeholde medlemmernes arbejdsevne
Bevare fagforeningerne som en del af vores samfunds demokratiske grundlag
- Involvere sig i fagets samfundsmæssige indplacering og etik
- Modarbejde splittelse og konkurrence mellem de ansatte
- Modarbejde individualisering og splittelse blandt medlemmerne. Arbejde for international solidaritet.
Hvordan disse opgaver konkret løses, afhænger meget af fagets placering og fagforeningens strategi. I dag organiserer man sig på baggrund af 3 faktorer:
- Fag. Typisk LO-fagforeninger. Er man elektroniktekniker, er man medlem af Metal afdeling 13, for sådan har det altid været.
- Uddannelse. Typisk akademikerfagforeninger, man er organiseret i IDA -Ingeniørforeningen i Danmark -hvis man er ingeniør, uanset hvad man så ellers laver.
- Jobfunktion. Typisk FTF organisationer, hvis f. eks mere end halvdelen af ens arbejdstid bruges på it, skal man organiseres i en it-fagforening, uanset hvad ens formelle uddannelse og fag så ellers er.
PROSA tilhører den sidste gruppe. Det giver visse problemer i forhold til de andre to modeller, hvor der er en på forhånd givet base for samhørighed, men det giver også en række fordele, som er nødvendige for fremtidens fagforening. Nogle af de problemer PROSAmedlemmer møder i deres arbejdsliv, ligner andre gruppers problemer. Men en del af PROSAmedlemmernes problemer og ønsker er it-specifikke. Derfor skal de løses af en it-fagforening. Er man uddannet cand. mag. i samfundsfag og historie, men arbejder med databaseudvikling, er der altså ikke så meget hjælp at hente i Dansk Magisterforening, når der skal lægges planer for et efteruddannelsesforløb.
I øjeblikket ser vi en række nye ledelsesformer og managementteorier. Alle større virksomheder med respekt for sig selv, har en eller anden form for team-building proces i gang, og medarbejderne får enten stress af alle forandringerne eller af det uendelige Bull-shit bingo, der spilles ved seancerne. Her er et øget samarbejde mellem de forskellige faglige organisationer til gengæld af uvurderlig betydning til at finde ud af, hvordan disse nye tiltag vendes til også at blive til fordel for medarbejderne. Om dette samarbejde skal foregå i hovedorganisationerne eller på tværs af disse i et mere branchepræget samarbejde, må tiden vise.
Fremtidsfagforeningens opgaver
En række traditionelle fagforeningsydelser forsvinder ikke, så længe der findes arbejdsgivere og almindelig kapitalistisk produktion. Medarbejdere vil blive fyret uretmæssigt. Virksomheder vil blive lukket, uden at medarbejderne får den løn eller de feriepenge, de har krav på. Retssager skal stadig føres om fortolkning af love og regler på arbejdsmarkedet. Der vil fortsat forekomme diskriminering på baggrund af køn, religion og race. Omkring den type problemer er fagforeningen stadig garanten for en rimelig behandling af medlemmerne.
Men der er en lang række nye ydelser, som PROSAmedlemmer i varierende grad også vil have behov for.
1. Aktiv deltagelse i udformning af it-uddannelsespolitik
Dette har altid været en opgave for fagforeningerne, men den er blevet aktualiseret i og med, at arbejdskraften og produktionsmidlerne inden for vores jobfunktion er smeltet sammen. I dag ligner it-medarbejderen faktisk mere den gamle håndværker end en industriarbejder, og fagforeningsbehovet ligner mere dét, der blev tilfredsstillet af laugs-foreningerne, end af industri-fagforeningerne. Der er dog en afgørende forskel. Hastigheden for forandring af kravene til udførelsen af jobbet. Hvor man tidligere kunne raffinere sin kunnen som snedker over tid, stiller it-faget krav om en vedvarende efteruddannelse. Både kravene til uddannelsesinstitutioner og uddannelsernes indhold, men frem for alt indholdet og omfanget af efteruddannelserne, kræver deltagelse af it-medarbejderne og deres faglige organisationer. Arbejdsgiverne kan definere, hvilke opgaver de ønsker udført, men it-medarbejderne skal definere, hvilke betingelser, der skal opfyldes som baggrund for udførelsen af disse opgaver.
2. Kompetenceudvikling og -vedligeholdelse
Den hurtige udviklingstakt inden for faget medfører et stadigt krav om efteruddannelse. De fleste PROSAmedlemmer vil kunne opstille efteruddannelsesønsker, men hvis de skal honoreres af virksomheden, skal de anskueliggøres og integreres i virksomhedens behov. Det betyder, at fagforeningen får en langt vigtigere rolle i forbindelse med forberedelse af MUS-samtaler og eventuelt også i forbindelse med at kortlægge virksomhedens egentlige behov gennem opstilling af rammer for et vidensregnskab. Kompetenceudvikling må heller ikke indskrænkes til at være noget, man gennemfører på dyre eksterne kurser, men fagforeningen må kæmpe for, at der bliver aftalt tid til læring i selve arbejdsprocessen. Ved at fastlægge en procentdel af arbejdstiden til formålet. Lektielæsning og faglige diskussioner skal ikke være en luksus, der forlægges til den enkeltes fritid i konkurrence med familie og venner.
3. Tilførsel af ledelseskompetence
På grund af kompleksiteten i arbejdsprocessen er der opstået nye samarbejdsformer inden for vort område. I stigende grad udføres arbejdet som projekter i selvstyrende grupper, og PROSAmedlemmer bliver tvunget ud i projektledelse, ressourceestimering og budgetlægning. Ofte er ledelsen villig til at lave en rimelig ressourcedækning, men uden træning bliver det let et lotteri for medarbejderne at estimere korrekt, hvilket fører til yderst stressfremkaldende projektafleveringssituationer. Samtidig kan man se, at medarbejderne presses til at tage det fulde ansvar for en projektgennemførsel, men kun har haft begrænset adgang til projektets baggrund og den endelig kontraktudformning. For at støtte medlemmerne i disse situationer, kommer den nye fagforenings opgaver således i sidste ende til at berøre selve kernepunktet i retten til at lede. Den moderne ledelse skal udstikke rammerne for arbejdet, mens medarbejderne selv skal definere arbejdets tilrettelæggelse og udførsel. Medarbejderen skal først og fremmest lære at lede sig selv, og det skal fagforeningen hjælpe dem med.
4. Strategi og planlægning
Selvom det er ledelsens opgave at udstikke de overordnede retningslinier for it-funktionens arbejdsområde, bliver PROSAmedlemmer i stigende grad involveret i udformningen af it-strategier og trimning af selve it-funktionen gennem udarbejdelse af Service Level Agreements og benchmarkingmetoder. Fagforeningen må gå ind og understøtte medlemmerne i udførelsen af denne nye type arbejdsopgaver, uanset om man med god ret kan postulere, at det er ledelsesopgaver. Enten deltager vi i arbejdet, eller også sidder vi med smerten bagefter.
Fremtidens fagforeninger
For at opfylde de traditionelle fagforeningsydelser er overenskomstsystemet nødvendigt. Det giver den fornødne styrke til at lægge pres på arbejdsgiverne.
For at opfylde de nye fagforeningsopgaver kan størrelsen meget vel slå om til at blive en hæmsko. Her vil lille og smidig være langt at foretrække frem for stor og tung.
Vi skal arbejde for, at fagforeningerne ved siden af deres forsvar for medlemmernes interesser overfor arbejdsgiverne, også går ind som aktive partnere i den forandringsproces, der allerede foregår for øjnene af os. Arbejdsgiverne har deres konsulenter og deres egne fora for diskussionerne. Vi skal også skabe vore egne fora, og det er en oplagt opgave for en fagforening, der beskæftiger sig professionelt med indholdet i medlemmernes job.
Det stiller nogle helt nye krav til fremtidens fagforeningen for at forbinde medlemmerne i sociale og faglige netværk, hvor ledelsesformer og faglige udviklingstrends kan deles og diskuteres. Hvorledes disse netværk skal påbegyndes og opbygges, er en af de store udfordringer til fremtidens fagbevægelse, men hvis den ikke tages op er der ikke megen fremtid for fagbevægelsen. Det er nødvendigt med en reaktivering af medlemmerne, specielt den nye generation, og jeg tror ikke, der er tvivl om, at det er gennem it-fagligheden interessen for fagforeningen skal genopstå. Organiseringsformen bliver i løsere netværk med øjeblikkelig nytteværdi, frem for de "gamle" organisationsformer, hvor man -hvis man var heldig -kunne se frugten af sit aktivistarbejde flere år senere, når man langsomt var steget op gennem hierarkierne. Det betyder dog omvendt også, at det ikke mere er nok at betale sit kontingent. I fremtidens fagforening skal en del af betalingen lægges i aktivitet og fremmøde til arrangementer og diskussioner. Uanset hvordan man organiserer en fagforening som PROSA, vil det aktive samspil med medlemmerne være det eneste, der kan garantere, at man it-fagligt til stadighed har fingeren på pulsen og kan honorere de krav medlemmerne med rette kan stille til en fagforening, der har it-professionalisme som "brand".
