”Menneskejagt” var titlen på en udsendelsesrække som DR3 lavede i 2016. Underoverskriften var ”Kan man forsvinde i overvågningssamfundet?”. Det var et forsøg på at rejse en debat om, hvorvidt det er ønskeligt med et samfund, hvor det er umuligt at undgå at blive sporet, også selv om man ikke er under mistanke.
Spørgsmålet er jo, om det er rimeligt, at vi i dag ikke kan bevæge os fra Ringkøbing til Roskilde uden at blive tracket undervejs – hvad enten vi taler om kameraovervågning eller automatisk nummerpladegenkendelse. Det kan måske lade sig gøre på cykel, hvis du ved, hvor overvågningskameraerne sidder, og du ikke har en mobiltelefon på dig.
Dette spørgsmål er blevet aktualiseret i statsministerens seneste udspil om en markant øget overvågning for at sikre et tryggere samfund. Mette Frederiksen (S) ønsker, at ”Folketinget ikke kun forholder sig til det med udgangspunkt i spørgsmålet om frihedsrettigheder og retten til privatliv”, og har tilføjet, at for at passe på Danmark er vi ”nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til”.
Det er umiddelbart svært at forstå, at vi nu er i en situation, der er så alvorlig, at vi skal iværksætte ting, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til. Men vi ved, at hvis folk bliver direkte konfronteret med overvågningen, så synes de i reglen ikke om det.
I PROSA mener vi, at vi skal indrette samfundet sådan, at den almindelige borger ikke skal frygte staten, og at staten kun skal have adgang til at overvåge folk, der er under mistanke. Vi skal bruge teknologien til at frisætte borgerne og understøtte demokratiske processer fremfor at udvide den vilkårlige masseovervågning, som i øvrigt også er i strid med de grundlæggende borgerrettigheder.
Vi har set et skred, hvor love, der var tiltænkt terrorister, er blevet brugt mod mere banale ulovligheder. Ulovligheder, som aldrig i sig selv ville have retfærdiggjort så vidtrækkende love.
Forbuddet mod tildækning kombineret med øget kameraovervågning og mulighed for at køre optagelserne gennem ansigtsgenkendelse gør, at hvor den almindelige borger tidligere kunne forvente anonymitet, når han gik på gaden, skal han nu forvente, at hans færden registreres og kan blive brugt imod ham.
Gennem tiden er der sket en udvikling, hvor ting, som oprindeligt var ulovlige, er blevet til rettigheder. Det gælder eksempelvis Socialdemokratiet, fagforeninger, forsamlingsfrihed og ligestilling for homoseksuelle. Rettigheder som næppe ville være opstået, hvis magthaverne dengang kunne spore borgerne på samme måde, som det er muligt i dag. Og hvis vi antager, at vores samfund ikke er perfekt i dag, skal vi også give plads til den type civil ulydighed. De fleste vil nok kunne se det rimelige i, at borgerne i Saudi-Arabien, Hongkong og Catalonien også får mulighed for at gøre modstand mod magthaverne. Men det bliver sværere, hvis magthaverne med tracking kan identificere lederne og arrestere dem.
Og hvis vi så nødtvunget skal acceptere øget overvågning, bør vi som minimum være informeret om det. Eksempelvis ved at kræve, at tv-overvågning skal være så tydeligt skiltet, at uanset hvor man står i det overvågede område, ved man, at området er tv-overvåget.
Men allerhelst så jeg gerne en politisk erkendelse af, at grænsen for overvågning af borgerne for længst er overskredet.
