Ansættelsesforhold, Overenskomster, Fagforeningernes rolle

IBM er parat til dialog om overenskomstkrav

I begyndelsen af februar er der aftalt møder mellem IBM, PROSA og HK Privat, efter de to forbund i december krævede overenskomst med it-giganten.

- Det er positivt, at IBM nu vil indgå i en dialog, og vi har aftaler i kalenderen i starten af februar, siger John Jørgensen, faglig konsulent i PROSA.

IBM modtog overenskomstkravet fra PROSA og HK Privat i december og kvitterede i første omgang med en melding om, at der skulle bruges lidt tid til at granske kravet. Det blev stillet efter en turbulent periode, hvor en række virksomhedsoverdragede ansatte blev flyttet ud af overenskomsten efter skiftet til IBM.

En række fælles medlemsmøder for PROSAs og HK Privats medlemmer i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen slog fast, at medlemmerne efterspurgte en overenskomst. Det reagerede forbundene selvfølgelig på.

Det fælles overenskomstkrav til IBM udtrykker håbet om at kunne indgå en aftale uden brug af konflikt. I første omgang er overenskomstkravet rettet mod IBM i Odense.   

Læs mere om baggrunden for overenskomstkravet til IBM.