Efteruddannelse, Arbejdsmarkedet

It-professionelle mangler efteruddannelse

Pressemeddelelse: En uddannelsesfond, som virksomhederne bidrager til, skal sikre den danske it-branches konkurrencedygtighed i fremtiden, mener forbundssekretær i PROSA, Erik Swiatek.

I dagens computerworld udtaler Klaus Kvorning Hansen, Formand for Dansk IT, at det er et stort problem for it-branchen, at der spares på budgetterne til medarbejdernes videreuddannelse. 

Klaus Kvorning Hansen siger til Computerworld, at ” vi sagtner bagud på vores kompetencer. Vi kommer til at få et uddannelsesmæssigt efterslæb, og det er meget uheldigt" og ”Medarbejderne skal have kendskab til nye muligheder, hvis virksomheden skal udvikles, og hvis vi skal være konkurrencedygtige.”

PROSAs lønstatistik viser, at mere end 40% af alle it-professionelle i det foregående år har fået absolut ingen efteruddannelse. Tallet er simpelthen et stort rundt 0, ikke en halv dag, eller én dag, men absolut ingenting.

- Med denne tilgang til efteruddannelse som virksomhederne har, er det meget svært at se hvorledes den danske it-branche skal udvikle sig, og fortsat være konkurrencedygtig i et globalt marked. Et marked hvor det er essentielt for den danske it-branche at kunne konkurrere på viden og evnen til at bruge nye teknologiske muligheder forretningsmæssigt, udtaler Erik Swiatek, forbundssekretær i PROSA.

Klaus Kvorning Hansen udtaler videre: ”Det er ikke den enkelte virksomheds problem. Det, der spares i den ene virksomhed, skal betales i en anden, når en ny medarbejder ikke har kompetencerne i orden."

- Det er den enkelte virksomheds problem, at den ikke løbende sikrer, at dens medarbejdere er helt fremme vidensmæssigt. Men det er også hele branchens problem. Med de tal, vores lønstatistik viser, er der meget der tyder på, at den enkelte virksomhed ikke kan løfte opgaven selv. Dette kalder på en samlet brancheløsning. Hvorledes kan vi som branche sikre, at de danske it-professionelle løbende får den efteruddannelse,l der skal til for at medarbejdernes viden er helt i front og konkurrencedygtige på et globalt marked? siger Erik Swiatek, forbundssekretær i PROSA.

- PROSA’s bud er etablering af en uddannelsesfond. En fond, som virksomhederne skal bidrage til, vil sikre at virksomhederne er motiveret til rent faktisk at bruge midlerne i fonden – ellers er pengene jo tabt for den enkelte virksomhed. På denne måde sikres der, at efteruddannelse ikke er noget der snakkes om, men noget man gør ude på den enkelte virksomhed, siger Erik Swiatek, forbundssekretær i PROSA.

Erik Swiatek, forbundssekretær i PROSA - Forbundet af It-professionelle, kan kontaktes på:
ers@prosa.dk
+45 27 60 11 75