Kommentar: Transparens og persondatabeskyttelse i en fagforening

Hvor er balancen mellem demokratisk transparens og hensynet til medlemmer, der udtaler sig i en lukket forsamling?

På PROSAs seneste hovedbestyrelsesmøde var der et punkt på dagsordenen, som havde principiel karakter og vakte stor debat. Sagen drejede sig i korthed om, at en deltager på PROSAs delegeretforsamling (DF) i november 2016, og nuværende hovedbestyrelsesmedlem, havde søgt om at få båndoptagelserne fra DF udleveret til gennemlytning. Hensigten var at sammenholde det skriftlige referat med den kontekst det indgik i og bruge materialet i vedkommendes politiske arbejde. Forretningsudvalget (FU) indstillede til hovedbestyrelsen, at denne afslog ansøgningen, idet ansøgningen ikke opfyldte DF's forretningsorden, der siger, at man kan søge om at høre specifikke udsnit af forhandlingerne, ikke hele DF. Hovedbestyrelsens flertal valgte at følge FU's indstilling og fortolkede retten til aflytning til ikke at omfatte udlevering af bånd eller filer.

Sagen rejser nogle principielle spørgsmål om balancen mellem det, man kunne kalde demokratisk transparens og så hensynet til de medlemmer, der udtaler sig i en lukket DF-forsamling. 

Principielt burde alle forhandlinger, der ikke omhandler personsager eller konfliktfonden, være tilgængelige for medlemmerne uanset ’rang’. Det ville sikre medlemmerne fuld indsigt i, hvad der var foregået, og ansøgeren anførte da også, at det måtte være legitimt at få mulighed for at forstå det skriftligt refererede i den sammenhæng, det indgik. Men samtidig ville det også muliggøre misbrug, i form af at hele eller dele af optagelserne kunne lægges ud på offentligt tilgængelige medier. Dermed kunne de personer, der i tiltro til, at de udtaler sig i fortrolighed på DF, risikere at blive udsat for repressalier fra eksempelvis deres arbejdsgivere. Desuden  er der formentligt også et spørgsmål om overholdelse af persondataloven. Jeg vil gerne selv have lov til at bestemme, om min stemme og mine udtalelser skal ligge frit fremme. PROSAs politik er jo, at borgernes data tilhører borgerne, og det gælder vel også medlemmerne.

Ansøgeren blev kritiseret for, at vedkommende ville bruge aflytningen i sit politiske arbejde i foreningen, men det er vel ganske legitimt? I samme sekund en udtalelse er faldet, er den, der udtaler sig, ansvarlig for den og må affinde sig med, at andre vil bruge den.

Som det er nu, skal man altså besøge PROSA for at høre lydfilerne, og man skal have et konkret formål. Men hvorfor lemper vi ikke dette, der er jo ikke noget at skjule? Og hvorfor ikke gå et skridt videre? Man kunne lave real time-referater, så man på stedet kunne vedtage referatet. Det gør andre organisationer.  

Flertallet i HB afviste ansøgningen, men et betragteligt mindretal var for at imødekomme den. Man kan så håbe, at HB snarest tager emnet op igen og finder den rette balance mellem kravet om transparens, der jo i høj grad fremsættes af de nyere kræfter i PROSA, og så hensynet til fortrolighed og beskyttelse af personer. Det skulle vel være muligt at finde denne balance – og samtidig reformere referattagningen - i it-fagets fremsynede og progressive fagforening?