Ansættelsesforhold, Overenskomster

Konflikt på IBM er udskudt

Efter et møde mellem PROSA og Dansk Arbejdsgiverforening skal striden om manglende overenskomstdækning hos IBM nu behandles i Arbejdsretten. Den varslede konflikt den 27. september er dermed udskudt.

Den varslede konflikt blandt medarbejderne hos IBM i Odense, som kunne være trådt i kraft den 27. september, er udskudt. Det står klart efter et hastemøde mellem Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og PROSA, hvor DA rejste tvivl om lovligheden af den varslede konflikt og opfordrede PROSA til at trække sit strejkevarsel tilbage.

Det afviser PROSA, der dog har givet tilsagn om at udsætte den varslede konflikt under forudsætning af, at DA indgiver en hasteklage til Arbejdsretten, så sagen kan behandles første gang torsdag den 3. oktober 2019. PROSAs medlemmer hos IBM bliver orienteret om situationen på et møde torsdag den 26. september.

Det er den fortsatte uenighed om overenskomstdækningen af medarbejderne hos IBM i Odense, der i midten af september fik PROSA – Forbundet af it-professionelle – til at afsende sit andet strejkevarsel til IBM’s ledelse. Forinden havde PROSAs medlemmer hos IBM på et møde selv bedt PROSA om at fremsende konfliktvarslet.

”På trods af arbejdsgivernes juridiske krumspring er det stadig vores agt at overenskomstdække medlemmerne hos IBM. De har holdt sammen og kæmpet i lang tid for at få en ordentlig overenskomstdækning, og det vil være helt uforståeligt, hvis IBM ikke vil være med til en aftale om deres arbejdsvilkår”, siger Niels Bertelsen, der er formand for PROSA.

Striden om den manglende overenskomstdækning har stået på siden 1. oktober 2018, hvor IBM overtog godt 260 ansatte, som blev outsourcet fra virksomhederne KMD og Tech Mahindra.