Ansættelsesforhold, Arbejdsmarkedet

Konfliktvarsel i det offentlige

Der er 2. marts varslet konflikt på det statslige område med virkning fra 4. april ved døgnets begyndelse (ja, onsdag efter påske). De ramte arbejdspladser er valgt i samarbejde med de øvrige fagforbund for at opnå maksimal effekt og størst gennemslagskraft overfor arbejdsgiver.


For en opdateret liste over varslede arbejdspladser og konsekvenserne for dig som medlem, henviser vi til siden: <link konfliktramt>

www.prosa.dk/konfliktramt/


Konkret er der sendt konfliktvarsel for PROSA-medlemmer på følgende arbejdspladser:

* Landbrugsstyrelsen
* Vejdirektoratet
* Undervisningsministeriet - Departement og styrelser
* Uddannelses- og forskningsministeriet - Departement og styrelser
* Professionshøjskolen Metropol (fusion med UCC)
* Professionshøjskolen UCC (fusion med Metropol)
* Ordrup Gymnasium
* Roskilde Gymnasium
* Rungsted Gymnasium
* Århus VUC og HF

Vi har forsøgt at kontakte alle berørte medlemmer direkte med besked om, at de er omfattet. Hvis det ikke er lykkedes, kan det være fordi, vi ikke har den korrekte e-mail-adresse/telefonnummer.

Konflikten har tre hovedformål:

  1. Reallønsfremgang. Efter vi over tre omgange har accepteret kriseoverenskomster, og alle er enige om, at det går godt for Danmark, er det nu på tide, at også de offentlige ansatte sikres en reallønsfremgang i den kommende periode, således at vi ikke sakker bagud i forhold til det private arbejdsmarked.
  2. Betalt frokost. Vi vil have overenskomstfæstet retten til betalt frokost. Ifølge arbejdsgiversiden er der tale om en almindelig kutyme, der kan fjernes efter forgodtbefindende. Det er vi ikke enige i. Derudover er det på mange arbejdspladser afgørende, at kollegerne kan træde ind i krisesituationer, selvom det er frokosttid.
  3. Arbejdstidsaftale for underviserne. Der er vitalt for fagbevægelsen, at arbejdstidsregler er noget der er forhandlet mellem parterne. Derfor er det centralt, at underviserne kan få en arbejdstidsaftale og ikke længere skal være underlagt regler fastsat ved lov. Den planlagte lockout og det efterfølgende lovindgreb var et alvorligt brud på den danske model og en trussel mod hele forhandlingsmodellen på det danske arbejdsmarked. Hvis vi ikke står sammen, kan de lave den slags overgreb mod os en efter en.


De faglige organisationer på det offentlige område står sammen om, at disse emner skal løses i forbindelse med overenskomstforhandlingerne og hvis nødvendigt at strejke for at ønskerne bliver opfyldt.

Husk først at læse på https://www.prosa.dk/konfliktramt/, hvis du har konkrete spørgsmål til konflikten. Du er velkommen til at kommentere nedenfor, men for individuel sagsbehandling henviser vi til vores medlemsservice, og du kan derfor ikke forvente svar her.