Vi står midt i en krise, som ingen af os har oplevet mage til. Der har tidligere været advarsler om faren for alvorlige epidemier, men denne gang kom smitten til Europa og Danmark.
Vi har set, hvor galt det er gået i blandt andet Kina og Italien. Derfor besluttede den danske regering hurtigt at lukke store dele af landet ned for at undgå fysisk kontakt på arbejdspladserne og ude det i sociale liv. Kritisk vigtige arbejdspladser blev undtaget, og en del af de it-folk, der arbejder med at holde vitale it-systemer kørende, var nødt til at være på arbejdspladsen.
Men det billede, vi har i PROSA, er, at langt hovedparten af vores medlemmer har arbejdet hjemmefra. Det har været forbløffende at se, hvor hurtigt virksomhederne har kunnet omstille den måde, de arbejder på – og it-folkene har spillet en central rolle i denne omstilling. De har etableret de nødvendige værktøjer, infrastruktur og kapacitet til en ny virkelighed – uanset om de laver drift og overvågning, support, systemudvikling, design eller arbejder med kravsspecifikation.
Situationen har affødt et sandt virtuelt eksperimentarium i at få processer og værktøjer til at fungere efter hensigten. Nogle steder rapporteres der endda om, at denne nye arbejdsform har givet højere effektivitet. Det, vi hører, er, at det stort set fungerer godt med at køre videre med drift og support af eksisterende opgaver og projekter. Det kniber mere, når nye projekter skal sættes i søen.
Selv det bedste videokonferencesystem kan komme til kort, når der skal træffes svære beslutninger, tænkes kreativt eller findes løsninger på vanskelige udfordringer – og når mange forskellige interessenter skal være med i processen.
Man skal heller ikke se bort fra, at krisens alvor og dybde får beslutningstagerne til at være mere forsigtige med, hvad de sætter i gang. Det kan i løbet af nogle måneder godt betyde, at der vil være mindre arbejde til os i it-branchen.
En så alvorlig krise som den, vi er midt i, vil helt sikkert skabe masser af ny viden og gøre os klogere, når vi kommer ud på den anden side. Det gælder også, hvordan vi fungerer som mennesker i arbejdssituationen.
Nogle medlemmer synes, det er vidunderligt at være fri for tidskrævende transport til arbejde. Andre er ved at gå ud af deres gode skind. Ikke alene fordi arbejdet ikke fungerer optimalt. De savner også den sociale kontakt på arbejdspladsen, som er en væsentlig del af vores arbejdsmiljø.
Vi bliver også klogere på andre områder. Det er bemærkelsesværdigt, at vi med denne krise samtidig har været nødt til at tage en del initiativer, som har en gunstig indvirkning på klimakrisen. Luften er blevet mærkbart renere, og vi kan nu se, hvad vores adfærd har gjort ved naturen. Vi klarer os også med at flyve meget mindre – og køre mindre i bil. Forhåbentlig er det erfaringer, der kan pege hen imod, hvordan vi kan få et bedre liv.
