Lad os hjælpe hinanden på arbejdspladsen

Lønforhandling i Danmark har næsten altid fokus på den årlige samtale, hvor man taler med chefen om sin løn. Men ud over denne samtale vil vi gerne anbefale, at vi som arbejdstagere taler sammen. Der er muligheder, man kan opnå i fællesskab, som umuligt kan opnås, hvis ikke vi taler sammen.

Et godt eksempel er rettigheder, der handler om frihed: Fri Grundlovsdag, en sjette ferieuge, betalt frokost eller barsel. Virksomheder, der er tilbageholdende med løn på grund af økonomien, kan måske ligefrem være interesseret i at give frihed. Skulle du blive udsat for, at lønnen ikke stiger et år, så se det som en mulighed for noget andet. Hvis man individuelt beder om barsel, bliver det meget nemmere for chefen at sige nej, end hvis man som kollegaer fremsætter kravet.

Mange problemer om arbejdsvilkår kræver kollektive løsninger. Det kan både være fysiske ting som hæve-sænke-borde eller psykiske problemer som stress, der meget tit er resultatet af dårlig ledelse. Disse problemer skal og kan ikke løses individuelt, men ved at vi som kolleger står sammen.

Åbenhed om løn

 

Institut for Menneskerettigheder har i år publiceret en redegørelse om åben løn menneskeret.dk/udgivelser/tjener. Instituttets anbefaling nummer et er, at man i Danmark har mere åben løn. Det er bestemt i ligestillingsloven, at man gerne må dele sin løn, men det er næsten tabu for alle på det private arbejdsmarked.

PROSA har altid anbefalet åben løn, og vi kan se, at der er stor interesse for at se lønstatistikken hvert år, når den udkommer.

 

Få støtte fra PROSA

I PROSA står vi altid parat til at hjælpe vores medlemmer. Har du en ting, du gerne vil have taget op på din arbejdsplads, kan det - uanset størrelsen på problemet - være en god idé at have PROSA ind over med juridisk, organisatorisk og moralsk støtte. Du er altid velkommen til at kontakte os.

Vidir Valberg Gudmundsson, forbundssekretær og ansvarlig for arbejdspladsindsatsen i Østdanmark – mail: vvg@prosa.dk.
Henrik Jacobsen, forbundssekretær og ansvarlig for arbejdspladsindsatsen i Vestdanmark – mail: hja@prosa.dk.