Fagforeningernes rolle

”Mest af alt savner jeg en politisk vision for den teknologiske udvikling”

Forringelser i velfærdssamfundet, retstilstanden og manglen på en politisk vision for den teknologiske udvikling i Danmark fik på puklen i formandens tale ved PROSAs traditionelle markering af 1. maj.

- Kapitalens grå lakajer forsøger at bilde os ind, at vejen til paradis er brolagt med skattelettelser og velfærdsforringelser. Det er noget vrøvl.

Sådan indledte Niels Bertelsen, formand for PROSA, sin tale ved forbundets 1. maj-brunch i København. Både nye og mangeårige medlemmer havde fundet vej til arrangementet, og der var fulde huse i kantinen ved navn Pascal på Vester Farimagsgade.

Opfordringen til et opgør med ”nødvendighedens politik” lød klart:

- Vi skal hverken finde os i eller acceptere, at prisen for at bevare velfærdssamfundet er af afskaffe store dele af det (…). I PROSA arbejder vi på, at overvejelser om fremtidige stigninger i pensionsalderen også skal indeholde kriterier om arbejdsmiljø og risikofaktorer, som kan trække den anden vej.

Politikernes respekt for retstilstanden og demokratiet fik også kras kritik baseret på henholdsvis opretholdelsen af logningsbekendtgørelsen og lovforslaget om udvidede beføjelser til Center for Cybersikkerhed. Centeret er placeret under Forsvarets Efterretningstjeneste og er dermed uden for demokratisk kontrol.

Hvor er den politiske vision?

- Mest af alt savner jeg en politisk vision for, hvordan vi i Danmark gør brug af den teknologiske udvikling til at løse vigtige samfundsrelevante problemer, i stedet for at male teknologiske skønmalerier og oprette flere råd.

Sådan lød opsummeringen på den seneste tids it-politiske udspil, som formanden gerne ser it-professionelle kompetencer inddraget i udformningen af. Uden konkrete krav til den teknologiske udvikling, kan den nemlig rende fra os:

- Selvfølgelig både kan og skal vi stille krav til teknologien og udviklingen. Teknologien skal bruges til at hjælpe os med at få et rigt og godt liv, og det skal gælde for os alle sammen. Men hvis vi ikke tør stille de politiske krav og tage konsekvenserne af dem, så bliver det med garanti andre, som kommer til at lade teknologien forme verden ud fra deres interesser.

Kl. 12 begav PROSA-medlemmerne sig i samlet optog mod Fælledparken, hvor PROSA vanen tro har telt bag ”Rød 1. maj”-scenen. Også i PROSA-afdelingerne i Aarhus og Odense var medlemmerne inviteret til at deltage i markeringen af kampdagen med morgenmad og optog.