Ansættelsesforhold

Mist ikke jobbet på grund af coronafrygt

PROSA oplever i øjeblikket, at it-folk får påtaler eller advarsler, fordi de på grund af frygt for corona ikke møder på arbejde, selvom deres arbejdsgiver har sagt, de skal.

Din chef har ledelsesretten. Det er ham, der suverænt bestemmer, hvor du skal udføre det arbejde, du er ansat til. Derfor er det din chef, der afgør, hvornår du skal møde fysisk op på arbejdspladsen, selv om corona stadig ligger på lur. Men det har nogle medlemmer svært ved at acceptere, og det kan give ballade.
– Problemet opstår, når et medlem synes at være i sin gode ret til selv at bestemme, hvor arbejdet skal udføres, og derfor trodser arbejdsgivers ”ordre” om at møde ind på arbejdspladsen. Det kan desværre opfattes som en arbejdsvægring, siger Camilla Winther, der er jurist i PROSA.

PROSA har på det seneste fået henvendelser fra medlemmer, der har fået påtaler og advarsler for at trodse arbejdsgiverens beslutning om at få de ansatte tilbage på arbejdspladsen. Camilla Winther har sågar haft en sag, hvor et medlem blev bortvist af den grund. Medlemmet var utrygt over at skulle vende tilbage og spurgte derfor ind til arbejdsgiverens tiltag for at forbygge smitte.
– Desværre gik kommunikationen hurtigt skævt, og det lykkedes ikke at få sober dialog om situationen. Det endte derfor med en bortvisning, siger hun og fortæller, at medlemmet først kontaktede PROSA, da tingene var gået i hårdknude.

Du bør ifølge juristen som udgangspunkt have tillid til chefens foranstaltninger, men hvis du er nervøs for smitte, så tag en snak med ham. Fortæl, hvad din bekymring går på, og hvorfor du føler dig særlig udsat eller utryg.
– Mange arbejdsgivere vil gerne imødekomme deres medarbejdere, og her fremmer en god dialog altså forståelsen fra begge sider. Du kan også tage en snak med din arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant. Men lad være med at blive hjemme mod din arbejdsgivers ønske. Det skaber kun en dårlig situation, der i værste fald kan føre til ophør af ansættelsesforholdet, siger Camilla Winther.