Arbejdsmarkedet, Ansættelsesforhold

Når billigst på ingen måde er bedst

PROSA støtter Flyvebranchens Personale Unions kamp for at indgå overenskomst med Ryanair.

Ryanair vil gerne oprette en base i Københavns Lufthavn. Ryanair er et luftfartsselskab, der har specialiseret sig i lave priser og en service, der matcher prisniveauet.

Desværre er konsekvensen af den lave pris, at Ryanair nægter de ansatte helt almindelige rettigheder som løn under sygdom og rimelige afskedigelsesvarsler. Til gengæld kan man selv få lov til at betale for sin uniform og til at betale et gebyr på 200 euro, hvis man siger op i den et år lange prøveperiode. Ja, de går så langt som til at mene, at deres forretningsmodel er uforenelig med den danske aftalemodel, da deres model består i at betale de lavest mulige lønninger og grundlæggende se bort fra overenskomster.

PROSA støtter Flyvebranchens Personale Unions kamp for at indgå overenskomst med Ryanair. Det danske arbejdsmarked bygger på indgåelse af aftaler mellem de faglige organisationer og arbejdsgiverne, hvilket har skabt et fleksibelt arbejdsmarked og ordentlige vilkår for de ansatte. Hvis Ryanair vil drive virksomhed i Danmark, skal spillereglerne her i landet overholdes.

Vi står over for en virksomhed, der er parat til at rykke videre, hvis selskabet oplever, at der er for meget bøvl med fagforeninger med blandt andet krav om lønninger og ordnede arbejdsforhold. Ryanair vil forsøge til det sidste at holde fast i, at for en irsk virksomhed skal det være irsk lovgivning, der gælder - også selv om de etablerer sig i Danmark. Det giver dem nemlig den fordel, at irsk arbejdsmarkedslovgivning ikke lægger stor vægt på arbejdernes beskyttelse og ret til at organisere sig.

Ryanairs måde at drive forretning på kan få en voldsom effekt, såfremt de får lov til at etablere sig i Danmark med irske vilkår for de danske ansatte. Selv om vi har et indre marked med fri bevægelighed, er der store forskelle på, hvordan arbejdsmarkedet er indrettet i de enkelte lande. Den forskellighed udfordrer Ryanair med et udgangspunkt i laveste fællesnævner, og det er en udfordring, som både vi som forbrugere og politikerne er nødt til at tage hånd om.

Vi har selv set Ryanairs forretningsmodel i brug på it-virksomheder, hvor forklaringen har været, at de pågældende er ansat i et andet land og derfor skal følge vilkårene, der gælder i det land. Og jeg har endnu ikke oplevet, at de vilkår har været bedre end de danske.

Vi skal derfor stå sammen om at forhindre Ryanairs udhuling af vores faglige rettigheder. Det kræver, at vi står sammen i den europæiske fagbevægelse, så Ryanair ikke bare kan flytte videre fra en lufthavn til en anden i et andet land. Men det kræver også, at vi som forbrugere holder op med kun at se på prisen for en billet. Billigst er ikke altid bedst. De ringe vilkår, de lave priser medfører, risikerer at ramme os alle, hvis den forretningsmodel udbredes. Så jeg vil opfordre alle til at bruge flyselskaber, som anerkender medarbejdernes ret til aftaler, og som går ind for ordnede vilkår. Det er nemlig de ansatte, der betaler prisen ved at arbejde under helt urimelige løn- og ansættelsesvilkår.