Arbejdsmiljø, Fagforeningernes rolle

Ny aftale om sikkerhed for tekstilarbejderne i Bangladesh

PROSA deltager med to delegerede på den femte kongres i vores verdensorganisation, UNI Global Union. Den bliver afholdt den 17.-20. juni 2018 i Liverpool, Storbritannien.

På sidste verdenskongres i 2014 var et de store temaer katastrofen på fabrikken Rana Plaza nordvest for Dhaka i Bangladesh. Den 24. april 2013 styrtede den ni-etages fabriksbygning sammen på få sekunder og begravede tusindvis af tekstilarbejdere under ruinerne. Katastrofen kostede 1.127 mennesker livet og efterlod endnu flere alvorligt kvæstede og invaliderede. Langt de fleste ofre var kvinder.

Den store nyhed tilbage i 2014 var, at der var indgået en aftale mellem den internationale fagbevægelse og de lokale arbejdsgivere. Formålet med aftalen var at sætte arbejde i gang for at undgå sådanne katastrofer i fremtiden. Det blev aftalt, at tekstil¬fabrik¬kerne i Bangladesh skulle gennemgås med henblik på at finde alle eksisterende sikkerheds¬problemer – og få dem udbedret.

Som led i aftalen blev der etableret en lokal organisation, der skulle lave den tekniske gennemgang af fabrikkerne. Realiteten er, at regeringen ikke havde kapacitet til at lave dette arbejde. Der blev derfor ansat cirka 100 ingeniører til at gøre arbejdet – heraf et stort antal kvinder.

Tøjfirmaer betaler

Indsatsen er blevet finansieret af de mange tøjmærker, der får lavet deres designertøj på disse fabrikker. Der var nogle få af de store mærker, som ikke ville være med til at betale. Men efter en kampagne for at orientere forbrugerne om dette, endte alle de store mærker med at skrive under på aftalen – og bidrage til at skabe mere sikre arbejdspladser.

Ved gennemgangen af fabrikkerne blev der fundet cirka 100.000 (!) sikkerhedsfejl – både store og små. Af disse 100.000 sikkerhedsfejl er omkring 90.000 siden blevet udbedret. Resultatet er, at der siden Rana Plaza katastrofen i 2013 ikke har været dødsulykker på fabrikkerne i Bangladesh.

Ny aftale på vej

Netop her i foråret 2018 er der indgået en ny aftale om at fortsætte arbejdet med skabe sikre arbejdsforhold. Den nye aftale er lavet direkte mellem den internationale fagbevægelse og 180 af de store tøjmærker, som får produceret deres tøj i Bangladesh. De vil fremover have ansvaret for, at produktionen foregår under sikre vilkår. 

Denne indsats fra den international fagbevægelse – herunder Uni Global Union – betyder, at 2,7 millioner arbejdere i Bangladesh nu har mere sikre arbejdspladser end tidligere. Dette er i sig selv et vigtigt resultat. Men på lang sigt er det vigtigste det signal, det sender, om at de internationale virksomheder, der bruger billig arbejdskraft i den tredje verden, også har ansvaret for arbejdernes sikkerhed.

Den lokale fagbevægelse er også blevet styrket af dette arbejde – og har fået mange flere medlemmer. Men der er fortsat behov for international støtte til arbejdet – blandt andet fra Uni Global Union.