Nytårshilsen fra formanden

2020 har på mange måder været både udfordrende og givende. PROSAs formand, Niels Bertelsen, kigger tilbage på et anderledes år i PROSA.

Man siger som bekendt, at intet er at så galt, at det ikke er godt for noget. Det er også sandt i 2020, hvor coronakrisen har tvunget os alle til at finde nye måder at være sammen på.

Konkret for PROSA har coronakrisen betydet, at vi har måttet gentænke den måde, vi servicerer jer medlemmer på. Kontorerne har været lukket helt ned for besøg udefra, og vi har derfor været i kontakt med jer gennem virtuelle møder og webinarer, og vi har talt mere i telefon med jer. Det positive er dog, at vi har fået en lang række nye værktøjer, som vi kan benytte os af i fremtiden til glæde for os alle.

Vi har sågar forsøgt os med virtuelle sociale arrangementer som gin-smagning, kaffe-smagning og turneringer i Counter Strike med meget stor succes. Vi har glade for, at I har taget godt imod de nye tiltag, og vi glæder os til fortsat at lave vigtige og hyggelige arrangementer de kommende år. Både de sociale og de faglige.

Rettigheder i en coronatid

For jer medlemmer har krisen også haft store konsekvenser. Selvom it-branchen generelt ikke har været helt så hårdt ramt som flere andre brancher, så har mange af jer mistet arbejdet, skiftet arbejdsplads eller mistet indtægter. Store kriser kræver stærkt sammenhold, og under krisen har fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne vist, at man sammen med regeringen kan levere løsninger til at imødegå den medfølgende økonomiske og beskæftigelsesmæssige nedgang.

Men vi skal fortsat arbejde for et bedre dagpengesystem, der giver bedre vilkår – også i almindelige tider.

Coronakrisen har også vist med al tydelighed, hvor vigtigt det er med digitale rettigheder. Meget data overlades potentielt til udenlandske virksomheder, når vi øger vores forbrug af teknologien i vores arbejde. Vi sender flere oplysninger rundt via mails, taler og skriver sammen om sensitive emner på videomøder, og vi arbejder hjemme med større risiko for angreb.

Derfor arbejder PROSA stadig for bedre digitale rettigheder og vilkår. I 2020 har vi holdt møde med Danmarks nye techambassadør og sat fokus på netop de store techgiganter, der bør sætte en større ære i at sikre brugernes sikkerhed med øget fokus på privacy by design, open source og mindre overvågning.

Techambassadøren skal lægge arm med de store ovre i Silicon Valley, men der er også brug for, at nogen holder staten herhjemme i kort snor. Statens logning af teleoplysninger er flere gange blevet kendt ulovlig i EU, men logningen fortsætter. Det er noget, vi i PROSA ser på med stor alvor. Og det vil vi fortsat arbejde for at få stoppet.

PROSAs fællesskab er unikt

Arbejdet med digitale rettigheder bliver styrket af, at PROSA er et fagforbund, der kun er for it-professionelle. Det kan vi se, når medlemmerne selv engagerer sig i vores it-faglige indsats. Derfor skal der lyde en stor tak til alle valgte og aktivister i PROSA, der bruger deres tid og store viden på at forbedre vores indsats. Tak fordi I råber op, når situationen kræver det.

At PROSA er et it-fagforbund i udvikling, kan vi også se på medlemstallet. I 2020 har flere kollegaer valgt at blive medlemmer af PROSA, og det skyldes blandt andet, at vi har et stort fokus på de ting, der særligt betyder noget for it-professionelle.

Tak til alle medlemmer i PROSA for et udfordrende, men også givende 2020. Og en særlig tak til medarbejderne i PROSA og a-kassen, som under vanskelige vilkår har formået at varetage og fremme medlemmernes interesser.

Vi ser alle frem til 2021, hvor vi forhåbentlig igen kan ses i den fysiske verden.

Godt nytår!