Ifølge FTF-aktuelt 4. april tilslutter FTF sig målsætningerne for regeringens såkaldte ’sammenhængsreform’ i den offentlige sektor:
- Medarbejderne skal have mere tid til kerneopgaverne
- Bedre velfærd på tværs af sektorer
- Mere tidssvarende offentlig sektor
- Bedre ledelse
Og hurra for dem. Men nærlæser man regeringens udspil, ligner det et af de utallige afbureaukratiserings- og effektiviseringstiltag, som næsten alle regeringer siden Schlüter i 1982 uden held har forsøgt gennemført - uden at tage fat i de reelle problemer.
Det kan derfor undre, at FTF's formand, Bente Sorgenfrey, uden forbehold hilser udspillet velkommen uden at sætte spørgsmålstegn ved New Public Managements hærgen i den offentlige sektor eller de selvpålagte budgetrammer, man ved sin tilslutning til finanspagten og andre EU-aftaler har bundet sig til.
Det samme gælder FTF's ukritiske lovprisning sammesteds af den offentlige sektors digitale løsninger. Man kræver ganske vist, at disse udvikles i et tæt samarbejde med de ansatte, men hvor bliver borgerne af, og hvor bliver den kritiske holdning til de grundlæggende demokratiske og retssikkerhedsmæssige problemer, som den teknofikserede og besparelsesfokuserede digitalisering rejser, af? Her er der noget for PROSAs repræsentanter i FTF at tage fat i.
Endnu mere uforståelig bliver opbakningen, når man tager i betragtning, at fagforeningerne og deres hovedorganisationer sidder inde med en uhyre samling af analyser og beskrivelser fra medlemmerne af de faktiske forhold i den offentlige sektor. Man kunne så nemt som ingenting have trukket tæppet væk under reformen, så snart den var blevet præsenteret, og vist, at der intet indhold er i den, og at de problemer, man påstår at løse, er nogle, den og tidligere regeringer selv har skabt, og som det eksisterende produktionssystem skaber.
Det ville ellers være en oplagt chance for fagbevægelsen til at udstille regeringens og den neoliberale politiks magtesløshed, hvad angår en effektivisering af den offentlige sektor. Hvad nu, hvis de fagforeninger, som repræsenterer 75 procent af de offentligt ansatte, fremlagde et modprogram til ’sammenhængsreformen’, der byggede på medlemmernes indsigt, og som kunne overbevise befolkningen om, at der skal tages helt anderledes radikalt fat, hvis problemerne i den offentlige sektor skal løses, og at løsninger uden en demokratisering af sektoren er umulig? En demokratisk løsning kræver, at velfærdsopgaverne defineres af borgerne, og at der opbygges institutioner, hvor borgerne og de ansatte kan bestemme, hvorledes disse opgaver skal udføres.
Fagbevægelsen sætter en chance over styr, hvis man blot spiller taktisk spil med regeringen, for det kommende kommunalvalg ville være en fortrinlig anledning til at fremsætte egne forslag. Men hvis man grundlæggende deler den opfattelse, som ligger til grund for ’sammenhængsreformen’, kan man kun flytte kommaer.
Om igen, FTF – om igen, Bente!
