It og samfund, Overvågning i samfundet

Overvågning viser politisk handlekraft

Overvågning fylder efterhånden så meget i vores daglige liv, at det er helt relevant at tale om, at vi lever i et overvågningssamfund, skriver professor Peter Lauritsen i denne klumme.

Selv om det føles som længe siden, kan de fleste sikkert huske bombesprængningerne i København sidste år. Mange kan sikkert også huske, hvordan det politiske svar på disse attentater var en række sikkerhedstiltag, der skulle vise, at regeringen mente det alvorligt, når den sagde, at den ville passe på Danmark.

Det tiltag, som nok tiltrak sig mest opmærksomhed, var forslaget om mere videoovervågning. Endnu en gang fik kameraerne til opgave at gøre Danmark trygt.

Holdninger til forslaget er der nok af, men forskningsbaseret er det ikke. Videoovervågning er ikke et effektivt præventivt middel i bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet, og forskningen kan i det hele taget ikke støtte den optimisme, som ofte lægges for dagen. For eksempel forebygger kameraerne ikke den del af kriminaliteten, der begås i en form for affekt, ligesom de heller ikke stopper den gerningsmand, der ikke ved, at han bliver filmet eller simpelthen er ligeglad.

Derfor er det relevant at spørge, hvorfor politikerne er så overvågningsparate, som tilfældet er, når nu de ikke har ret meget at have deres parathed i. Man kan selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed. Men et kvalificeret gæt er, at overvågning er en nem og umiddelbart synlig indsats.

Det er ikke, når bomberne går af, at man foreslår lange social­pædagogiske indsatser

Når alvorlig kriminalitet rammer, vil politikerne gerne handle hurtigt. Det er ikke, når bomberne går af, at man foreslår lange socialpædagogiske indsatser, selv om de på lang sigt nok ville have større virkning. Socialt arbejde er ikke noget, man forbinder med styrke. 

Anderledes med overvågningen. Den kan realiseres med det samme, og netop fordi overvågning er et skrapt middel, der i hvert fald principielt truer frihed og privatliv, er det særdeles velegnet til at signalere handlekraft og beslutsomhed: Ved at foreslå mere overvågning kan politikerne vise, hvor langt de er villige til at gå for at fremme trygheden.

At overvågningspolitikken – i hvert fald den der handler om kriminalitetsbekæmpelse – har sluppet forbindelsen til forskning og viden er selvsagt et problem. Med overvågningen loves befolkningen effektive løsninger på alvorlige problemer. De får at vide, at de inden længe kan føle sig trygge igen. Men hvis kameraerne er hængt op, fordi der virkelig er farligt at færdes i et bestemt område, men de alligevel ikke afhjælper dette problem, så skal folk jo ikke føle sig mere trygge. Det ville i givet fald være falsk tryghed. Og det er ingen tjent med.

Alt dette betyder ikke, at videoovervågning aldrig kan være en løsning. Men det betyder, at man skal tænke sig om. For eksempel kunne man forlange, at etablering af overvågning altid skulle hvile på en faglig analyse, ligesom det kun ville være rimeligt, hvis overvågningen blev ordentligt evalueret efter en periode. Ingen af delene, kan man regne med, sker i dag.

I stedet breder overvågningen sig gennem landet. Resultatet er, at den efterhånden fylder så meget i vores daglige liv, at det er helt relevant at tale om, at vi lever i et overvågningssamfund. Uanset hvor vi er, og hvad vi laver, er overvågning altid en mulighed. Og netop det burde vi have en grundig og fagligt funderet diskussion om.

Kommentarer

Log på Mit PROSA for at se eller skrive en kommentar til artiklen