Arbejdsmarkedet

"Pas på jer selv og jeres nære"

Hvis du har behov for hjælp, er telefonerne fortsat åbne, og vores medarbejdere sidder klar til at hjælpe dig, understreger PROSAs formand Niels Bertelsen i denne hilsen til medlemmerne.

Kære medlemmer

Vi står midt i en krise, der rammer og påvirker os alle. Jeg håber, I alle har det godt og kan få tingene til at hænge sammen i disse vanskelige tider. Det er nu, vi skal løfte i flok, og selv om vi ikke må møde hinanden, er det den kollektive indsats, der skal få krisen til at gå over. 

Også PROSA er påvirket af situationen. Vi har valgt at følge myndighedernes anvisninger og de sundhedsfaglige anbefalinger og har derfor aflyst eller flyttet alle medlemsarrangementer og lukket kontorerne. PROSAs medarbejdere arbejder hjemmefra med at holde forretningen kørende, men vi bestræber os på at yde den bedst mulige service til medlemmerne i disse svære tider, hvor mange rammes af nedlukningen af store dele af samfundet.

En usikker tid

Hjemsendelser, fyringer og ændringer i arbejdsforholdene hører desværre til dagens uorden, og hvis du kommer ud for noget, skal du selvfølgelig stadig kunne trække på råd, hjælp og vejledning fra din fagforening.

Vi har gennem et samarbejde i vores hovedorganisation, FH, været med til at sikre aftaler og hjælpepakker med arbejdsgiverne og regeringen. Det skal være med til at afbøde nogle af de værste konsekvenser, som opstår på grund af den tvungne lukning af store dele af arbejdsmarkedet og den deraf stigende ledighed. 

Så hvis du har behov for hjælp, så er telefonerne fortsat åbne, og vores medarbejdere sidder klar til at hjælpe dig. Husk, at både vi og a-kassen er der for dig, også selv om du ikke fysisk kan komme ind i vores lokaler. Så tøv ikke med at kontakte os. 

Læs spørgsmål og svar om coronavirus betydning for din ansættelse

Deltag i webinarer

Vi forsøger også at holde gang i hjulene på andre måder. Da vi ikke kan holde arrangementer, hvor medlemmerne kan troppe op, er vi gået i gang med at arrangere flere webinarer. Så kan du i ro og mag sidde der hjemme og blive klogere. Eller du kan overveje, om du skal bruge lidt tid på at overveje dine ønsker til din arbejdsmæssige fremtid. PROSAs karriererådgivere sidder også klar, og du kan altid booke en tid hos dem.

prosa.dk/arrangementer

Vi forsøger også at holde gang i PROSAs bestyrelsesmøder og udvalgsmøder online, så vi kan holde gang i de politiske hjul og sørge for, at vores aktive medlemmer fortsat kan deltage i det politiske arbejde.

Pas på de svageste

I det øvrige samfund er mange borgere kommet i klemme i forbindelse med de foranstaltninger, der er vedtaget for at sikre, at coronavirussen ikke spreder sig. Det gælder de ældre borgere, borgere i udsatte grupper og borgere, der føler sig alene, fordi de ikke længere må gå ud og møde andre. Der er sat gang i mange initiativer borgerne imellem for at imødegå konsekvenserne, og jeg vil opfordre alle jer, der har mulighed for det, til at give en hjælpende hånd til de af vores medborgere, der har behov for det.

Men først og fremmest skal I passe på jer selv og jeres nære. Overhold de sundhedsmæssige anbefalinger fra myndighederne og vær med til at minimere spredningen af virussen. Jo hurtigere vi kan få ram på den, jo hurtigere kan vi vende tilbage til mere normale forhold.

Niels Bertelsen

Forbundsformand