Regeringen har barslet med et udkast til pensions- og fleksjobreform. Formålet er angiveligt at hjælpe flere i arbejde, i stedet for bare at blive passivt forsørget.
Udkastet til pensionsreform har vitterlig også flere gode takter. Man skal ikke længere kastes rundt fra instans til instans, og indsatsen skal starte tidligt. Der skal være et team omkring den enkelte, som varetager både helbredsmæssige, sociale og uddannelsesmæssige problematikker og sikrer de tiltag, der skal til, for at man kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Reformen betyder også, at personer under 40 år normalt kun kan få tidsbegrænset pension. Det er fuldstændig uacceptabelt at forskelsbehandle på grund af alder på den måde.
Begrundelsen for denne aldersdiskriminering er, at mange psykisk syge unge kan blive raske, hvis bare de får den rette behandling. Det lyder jo godt. Ingen kan have interesse i, at mennesker skal være syge og på pension, hvis de i stedet kan være raske og i arbejde. Men det er velkendt, ikke mindst fra den seneste tids presseomtale, at der er en katastrofal mangel på ressourcer i psykiatrien. Derfor bør de fine intentioner følges op med en meget kraftig ressourcetilførsel i psykiatrisystemet – ellers bliver det bare tom snak.
Ændringerne i fleksjobbene er en ren spareøvelse. Det er meget uklædeligt, at man forsøger at camouflere øvelsen som en hjælp til fleksjobberne, så de bedre kan få et arbejde. Der sker ikke noget for dem, der allerede er i fleksjob, medmindre de skifter job. Men skifter man job, bliver man ligesom nye fleksjobbere aflønnet særdeles meget ringere end i dag, fordi tilskuddet til arbejdsgiveren nedsættes betragteligt. Ved sidste reform af fleksjobordningen blev reglerne ændret, så man ikke kunne komme direkte i fleksjob hos sin nuværende arbejdsgiver. Der skal først være arbejdsprøvning et andet sted. Dette bliver nu ændret, så det godt kan lade sig gøre, hvis man i mindst et år har været under det sociale kapitel i overenskomsten.
Det er bare ikke godt nok. Mange har slet ikke overenskomst, og ikke alle overenskomster har et socialt kapitel. Desuden giver det ikke mening, at der skal gå et år, hvis man langt tidligere ved, at der skal et fleksjob til. En af de helt store udfordringer, hvis alt dette skal virke, er, at arbejdsgiverne skal stille job til rådighed for folk på særlige vilkår. Det tidspunkt, hvor flest arbejdsgivere allerede nu er villige til det, er, når en medarbejder, der allerede er ansat, får brug for et fleksjob. Så er det altså ufatteligt dumt, hvis loven forhindrer, at det kan ske, umiddelbart mens viljen er der.
