It og samfund

Piratskibet er i søen

Coding Pirates står bag et nyt online samlingspunkt for børn og unge med interesse for it, kodning og programmering.

Et nyskabende online samlingspunkt for børn og unge med interesse for it, kodning og programmering. Sådan beskriver Coding Pirates sin store satsning på at opbygge Piratskibet, som er et fritidstilbud med fokus på kodning og kreativ udfoldelse i det digitale rum.

Efter tre år udviklingsarbejde stævnede Piratskibet ud i marts. Projektet har involveret mange af de frivillige kræfter, der underviser mere end 2.500 børn og unge på ugentlige klubaftener i Coding Pirates, hvor de udforsker teknologien på en eksperimenterende måde.

Men næsten lige så mange børn står på venteliste, og Piratskibet forsøger at imødegå den store interesse, fortæller Lis Zacho, der er medlem af styregruppen

Meningen er, at det skal være et trygt online fællesskab, hvor de kan lære andre med samme interesser at kende, stille spørgsmål og udveksle idéer.
– Piratskibet er en fantastisk mulighed for mange børn og unge for at komme i gang med at kode og være kreative med teknologi. Det er et tilfælde, at Piratskibet stødte ind i coronakrisen, men vi håber, at børnene vil gå ombord og få nogle gode timer ud af situationen, siger Lis Zacho.

Læs mere på piratskibet.dk