Arbejdsmarkedet, PROSA internt, Fagforeningernes rolle

PROSA er en succes

I Prosabladets majnummer kunne man læse i en artikel på side 10, at it-professionelle var ”sværme”, der var svære at nå for fagbevægelsen. Konklusionen blev nået på en konference i Tyskland, hvor dette var den generelle opfattelse.

Det paradoksale er, at PROSA ikke på samme måde oplever de udfordringer med at tiltrække medlemmer. Medlemstallet er derimod steget de sidste mange år. Selv om it-professionelle for langt størstedelens vedkommende ikke er omfattet af kollektive aftaler, vælger vi PROSA.

Der er mange strømninger i tidsånden, som prøver at fortælle, hvorfor en stærk fagbevægelse er godt for et samfund. Den franske økonom Thomas Piketty fremhæver i sin bog "Kapitalen i det 21. århunderede" Skandinavien i 70'erne som eksemplet på et lige samfund, og den amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders fik også sagt ”Denmark” ret mange gange i den amerikanske valgkamp. Alligevel tror jeg ikke, at det alene trækker medlemmer til en traditionel fagforening. Min vurdering er, at en blanding af PROSAs værdisæt med, at aktivisterne er i centrum, kombineret med de dygtige medarbejdere og forbundsvalgte politikere samt en a-kasse, der har fokus på det store bureaukrati, tilsammen udgør en succes, der ikke kan forklares med en parameter.