Ansættelsesforhold, It og samfund

PROSA: Krisen må ikke blive undskyldning for at fratage rettigheder

”Coronakrisen må ikke blive en undskyldning for at kriminalisere eller mistænkeliggøre borgerne og fratage dem centrale rettigheder”, siger PROSA-formand Niels Bertelsen i sin 1. maj-tale.

Den verdensomspændende coronavirus har vendt op og ned på, hvad der er politisk muligt i Danmark, og udstiller sprækkerne i vores velfærdssamfund med øget pres på det regulerede arbejdsmarked, øget ulighed og øget masseovervågning. Det truer vores økonomi, privatliv og frihedsrettigheder.

Sådan lyder det fra PROSAs formand Niels Bertelsen, der i sin 1. maj-tale slår fast, at indskrænkningerne af borgernes frihedsrettigheder og ønsket om at overvåge alle borgeres færden gennem dataindsamling skal rulles tilbage hurtigst muligt.

”Selv om vi accepterer en indskrænkning af vores grundlæggende rettigheder under coronakrisen, så er det ikke indskrænkninger, der skal vare ved. De skal stoppes så hurtigt som muligt”, siger Niels Bertelsen.

Beskyt rettigheder

Han advarer regeringen mod at slå ind på overvågningskapitalismens vej, så vi ender som et samfund, hvor lighed og privatliv er trængt i baggrunden til fordel for de største virksomheders ret til at følge med i – og tjene penge på – alt hvad vi foretager os.

”Data blevet en ny strategisk ressource. I PROSA kender vi teknologien og er på mange måder belastet af, at vi indgående ved, hvad den kan bruges og misbruges til. Vi vil derfor arbejde koncentreret og engageret for, at coronakrisen ikke bliver en undskyldning for at kriminalisere eller mistænkeliggøre borgerne og fratage dem centrale rettigheder”, siger Niels Bertelsen.

”Når der bliver sat strøm til de datadrevne forretningsmodeller, så bliver alle ulighedstendenserne og magtkoncentrationen i vores samfund forstærket, hvis vi ikke nytænker vores politiske regulering, vores organisering på arbejdsmarkedet og vores fællesskaber”, siger han.

Samfundet svigter

På den positive side hæfter PROSAs formand sig ved, at de solidariske velfærdssamfund ser ud til at komme bedre ud af krisen end samfund med en mere konkurrenceorienteret tilgang.

”Men krisen gør det tydeligt, at der stadig er mennesker i vores samfund, som ikke nyder godt af fællesskabet, og som overlades til sig selv, når krisen rammer. Mennesker som vores velfærdssamfund og arbejdsmarkedsmodel svigter”, siger Niels Bertelsen.

Det drejer sig blandt andet om vikarer og andre løsarbejdere på 0-timerskontrakter samt folk, der både tjener penge som lønmodtagere og som selvstændige, som alle fik hjælp alt for sent under coronakrisen, mener Niels Bertelsen. Han fremhæver, at de nye teknologier ganske vist giver os mulighed for at arbejde mere effektivt, men de giver også arbejdsgiverne muligheder for at presse lønnen og arbejdsvilkårene.

Pres på løn og arbejdsvilkår

”Der sker gennem platformsvirksomheder, usikre arbejdsvilkår og tvang, der presser mennesker i almindelige lønmodtagerforhold til at optræde som selvstændige, uden at de reelt er det. Når det sker, så svigter vi de ansatte, som både står op hver morgen til usikkerhed og utryghed, og som nu bliver ramt særligt hårdt af krisen”, siger PROSAs formand.

Han understreger, at den nuværende dagpengesats ikke er nok til at kompensere de mennesker, som mister deres arbejde.

”Når it-folk og andre lønmodtagere i Danmark skal opsige forsikringer, gå fra hus og hjem eller give afkald på centrale fornødenheder, fordi de mister deres arbejde, så svigter vores samfund dem. Derfor er det en hovedprioritet for PROSA at løfte kompensationsgraden for dagpengene markant, så ingen skal lægge hele deres liv om, hvis de mister deres arbejde i en krise”, siger Niels Bertelsen.

Læs hele 1. maj-talen her