PROSA markerer rettigheder for LGBT+personer

PROSA deltog sammen med PROSA-medlemmer lørdag d. 20. august i Copenhagen Pride Parade 2022. Paraden er en politisk markering og demonstration for rettigheder og anerkendelse til LGBT+personer. En delegation fra Oslo Pride var i år fortrop for at hylde ofrene for skyderiet i den norske hovedstad for godt to måneder siden. Her blev to personer dræbt og 21 såret ved et skyderi foran en bar i Oslo, hvor mange LGBT+personer kommer. Oslo Pride blev aflyst på den baggrund. 

”PROSA deltager hvert år i priden i København, og det glæder mig at se, hvordan opbakningen til at hylde LGBT+personers rettigheder stiger. Men Oslo-tragedien fortæller mig, at vi – også i Skandinavien – har meget at gøre, før vi kan sætte flueben ved, at alle kan elske den, de vil uden at skulle føle sig forkert, diskrimineret – og i værste fald bange,” siger næstformand i PROSA Hanne Lykke Jespersen og fortsætter:

”PROSA arbejder imod enhver diskrimination, og for at it-faget skal være frit og mangfoldigt. Ingen skal opleve forskelsbehandling på arbejdspladserne, i faget eller diskrimineres på baggrund af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derfor analyserer vi specifikt diskrimination og ulighed på LGBT+-området og arbejder på at udvikle lovgivning, alliancer og organisering, som styrker LGBT+-personers stilling i it-faget. Mangfoldighed skal hyldes, og diskrimination nedbrydes. Derfor er det vigtigt for os som fagforening at støtte priden." 

Fakta
Pride betyder stolthed på engelsk. Copenhagen Pride er en LGBT+- og menneskerettighedsfestival, der afholdes hvert år i august i København. Festivalen åbner normalt om tirsdagen i Pride-ugen og kulminerer om lørdagen med en parade. Parader foregår i mange storbyer verden over og har som fælles mål at vise, at mange protesterer mod manglende rettigheder og anerkendelse af LGBT+personer. 

Læs mere om den københavnske pride her: https://www.copenhagenpride.dk/

Det er første gang siden 2019, at paraden blev afholdt som normalt. Det skyldes Covid 19. Tilbage i 2021 var pride-paraden derfor opdelt i seks mindre optog, som til sidst blev samlet til afslutningsceremoni i Fælledparken. 2022-paraden var derfor ekstra festlig. Det ses blandt andet af billeder, som PROSA har taget fra årets demonstration. Dem kan du se på PROSAs Facebookside @PROSA.DK eller Instagram PROSA/STUD.

Læs om PROSAs holdninger til blandt andet mangfoldighed på arbejdsmarkedet her: https://www.prosa.dk/prosa-mener/arbejdsmarkeds-politik